Bog

Ringe bog om farverig PET-agent

Bogversionen af JP-journalisters historie om den danske Al-Qaeda agent Storm er skidt skrevet.

Det er en fantastisk historie. Men en ringe bog.

Det er den korte melding om »Storm den danske agent i al-Qaeda«. Vi taler om den litterære version af Jyllands-Postens artikler om Morten Storm, der gik fra utilpasset Korsør-knægt over at være rocker i Bandidos til at blive militant muslim for derpå at ende som hemmelig agent i verdens islamistiske inderkreds for Politiets Efterretningsteneste samt britiske MI6 og amerikanske CIA.

Historien har alt det, der har samme effekt på undersøgende journalister, som »ud at gå tur« sagt i et opkørt tonefald har på en hundehvalp. Sig »hemmelig agent« og »al-Qaeda« i samme sætning i et af tidens redaktionsmiljøer for gravegrupper, der i disse år betragtes som det nye sort i dansk journalistik, og iagttag den efterfølgende opstandelse. Samtidig besidder historien om Morten Storm en naturlig dramaturgi, man skal være en dårlig hundefører for at havne i skoven med.

Det burde ikke kunne gå galt. Men det lykkes de tre JP-forfattere at efterlade denne læser med en fornemmelse af mistet orientering og træthed, som har man vandret for længe i et ensartet landskab.

Desperat anerkendelsestrang

Vi ved ikke, om historien om Morten Storm er helt igennem sand. Alle, der har fulgt en anelse med, ved, at den opsigtsvækkende beretning om hans deltagelse i at finde frem til al-Qaeda-lederen al-Awlaki i Yemen for PET og CIA, der efterfølgende eliminerede al-Awlaki med et droneangreb, er sandsynliggjort. I en grad så hjemlige politikere har krævet yderligere kontrol med PET. Efterretningstjenesten har ikke lovgrundlag for at medvirke til drab, men har måske gjort det. Hvilket er den afgørende avisjournalistiske præmis.

Bogen udgør en klar mulighed for at godtgøre Morten Storm som karakter. En chance for at motivere ham ud over avisens skabelonformat. Man må dog som læser langt hen ad vejen selv forsøge at levendegøre Storm. Man aner hans næsten desperate anerkendelsestrang. Men man så den gerne skrevet ud og perspektiveret, eventuelt spejlet i den beskrevne barndom med en voldelig stedfar og en ubeskyttende mor. Det sker ikke. Morten Storm går pludselig fra afstumpet vold og rockerkynisme til over natten at blive religiøs og konvertere til islam. Man bladrer lidt frem og tilbage for at se, om man har misset nogle sider. Hvilket åbenbart ikke er tilfældet.

En dag sidder hovedpersonen blot i arresten og nægter at spise svinekød. Der kunne være skrevet et spændende og med Storm medytrende kapitel om længslen efter stærke fællesskaber med rigide regelsæt. Om unge mænds udsatte og ubefæstede sjæle der søger ly i dogmatiske broderskaber. Dette kapitel kommer ikke. Der kommer ikke så meget som et afsnit i et forsøg på en ordentlig forklaring.

Når mindre gode fortællere forsøger at lade øjeblikke i deres beretning med betydning, tyr de til at kalde hændelser for »afgørende« eller skrive, at dette »ændrede alt«. Og de kommer naturligvis til at gøre det så ofte undervejs, at udsagnene ophæver hinanden. Gode fortællere viser den slags i stedet. Heraf reglen »Don’t tell it, show it«. »Storm den danske agent« er uomgængeligt en masse tell og stort set intet show.

Dagbladsjournalistikken læner sig i disse år op ad en muligvis forfængelig forestilling om, at der skal satses på nogle lange artikelformater. For at hive betalende læsere ind bag de kommende betalingsgitre på avisernes websider. Der fås næppe bedre og mere substantielle historier end Morten Storms til dette formål. Men bogen om ham saver ud i krydsfiner, at det kræver et særligt skriveformat. Hvis præcisionen i afleveringen af historien er omvendt proportional med omhyggeligheden i researchen, kan det være lige meget. Kun fagfæller vil finde dette værd at fejre. Opremsninger af fakta, sågar bunker af anekdoter, der skal tjene at bortvejre tvivl om opsigtsvækkende hændelser eller som i Storms tilfælde en tilværelse som dobbeltagent, vil ofte virke direkte modsat på publikum. Som faktamani. Fortæl mig en historie, siger læseren. Hvad hun får er datoer, beløb, afgangstider og en masse dæknavne.

Morten Storm bliver undervejs i denne bog sat i al-Qaeda-forbindelse til højre og venstre og hele tiden. Langt ind i det irrelevante. Til gengæld bliver hovedpersonen gift, skilt og gift igen i stort set en bisætning. Og hans religiøse ihærdighed forsvinder lige så pludseligt og umotiveret, som den dukkede op. Som ellers kun Dansk Folkeparti-medlemmer henholdsvis forbander og derpå fortryder forbandelse af regnbuefamilier.

Hastværk har sat spor

»Storm den danske agent i al-Qaeda« er som sagt som udgangspunkt en fænomenal historie. Og dertil nu også helt unik. Efter offentliggørelsen af korsoranerens infiltration af verdens i øjeblikket mest frygtede terror-organisation bliver det vanskeligt at sende nye rødhårede agenter ud på de lerklinede gulve under dække af at være konvertit. Som journalistik det vil sige artiklerne i Jyllands-Posten kaster man gerne en fem-seks stjerner efter journalisternes virke.

Men på disse sider er det primært bogen, der anmeldes. Det er forsøget på den hele historie. Og hastværk med at få bogen udgivet har sat tydelige spor. I stedet for at levere en støbt helhed, er delelementer tydeligt flikket sammen med ståltråd og forhåndenværende skrivetape. I stedet for at bruge pladsen til at inddrage læseren i tvivl har man dertil naivt søgt at befæste Storms troværdighed ud på overdrevet. Hvormed han fremstår lige lovlig narcissistisk og popularitetsivrig i forhold til at opretholde sin statur og sandhedsværdi.

Man er sådan set ikke i tvivl om, at JP-folkene bag Storm-sagaen er gode journalister. Kritiske, dybdeborende, omhyggelige, dedikerede og med nyhedstæft. De seneste måneders juridiske, moralske og etiske spørgsmål ophobet ubesvarede foran PETs hovedindgang i Søborg vidner tillige herom.

Det kræver imidlertid en del mere end nyhedsnæse at forfatte journalistiske bøger. Man skal ikke blot magte fakta, men også mestre fortælling.

Hvad: Storm - den danske agent i al-Qaeda
Hvem: Carsten Ellegaard, Orla Borg og Michael Holbek Jensen
Hvor: Jyllands-Posten, 250 kroner, 288 sider

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.