18. december 2008, 19:25 – opdateret 18. december 2008, 21:03

Det tog lidt tid, inden lydbogsmarkedet fik rigtigt fodfæste i Danmark. Forlaget Per Kofod var tidligt ude, men tog så en lille pause, inden de tog bolden op igen. Gyldendal er kommet godt med, og deres lydbogsudgaver udkommer gerne samtidig med papirudgaverne nu. En række mindre forlag har specialiseret sig i lydbøger, og forleden kunne man læse i avisen, at de københavnske biblioteker nok er nødt til at sætte loft på, hvor mange lydbøger, brugerne må hente via nettet – bunden er simpelthen ved at gå ud af økonomien på grund af ivrige »lyttelæsere«.

Man kan hævde, at på sin egen lidt bagvendte facon viser lydbogens succes, at de mange konstateringer af, at litteraturen pt. lider et domænetab i forhold til andre medier, ikke er helt korrekte. Det er den trykte bog, der har tabt domæne, ikke så meget litteraturen i sig selv. Den har derimod fundet et andet medie. Ikke for at vende bogen ryggen men for at finde endnu en vej til læseren.

Og lad os se det i øjnene. Godt nok har bogen masser af fordele: Man bestemmer selv læsehastigheden Man kan dvæle ved detaljer og genlæse passager umiddelbart. Den appellerer til læserens egen forestillingsevne og kræver en særlig og gerne berigende koncentration. Desuden er den praktisk og let at orientere sig i. Men den har også ulemper: Blandt andet at den kræver ens fulde opmærksomhed (man kan ikke læse og foretage sig noget andet samtidig – det skulle da lige være ’at vente’). Og den lægger ikke op til, at man umiddelbart deler oplevelsen af den. Her hjælper lydbogen os. For fakta er, at langt de fleste af os hver dag befinder os i masser af situationer, hvor en lydbog er en lise: I bilen, bussen, ved opvasken. Eller som alternativ til den ofte fordummende sendeflade, TV tilbyder os. Med blot en gennemsnitlig mp3- afspiller kan enhver have et mindre bibliotek af ’lytteratur’ med sig i lommen. Litteratur kan opleves når som helst og hvor som helst. Så trænger gemalen/fruen til en opstramning på såvel det åndelige som det kropslige område, da må årets julegavetip være et medlemskab af et fitness center og en stak lydbøger. De to ting vil snart vise sig at være gensidigt forstærkende.

Bedre kvalitet
Vi har her i avisen tidligere været ude med riven efter de oplæsere – gerne kendte og garvede skuespillere – som via stemmekarakterisering, overmarkering af intonation, mv. har forsøgt at dramatisere den tekst, de er sat til at formidle. Resultatet af disse anstrengelser har som regel været ufrivilligt komisk, hvis ikke decideret ulideligt. Om forlagene har lyttet til denne kritik, skal vi ikke kunne sige, men det virker umiddelbart, som om kvaliteten af oplæsningerne er blevet væsentligt bedre i løbet af den seneste tid. Oplæserens rolle er jo ikke at give teksten krop, men at låne den sin stemme. Han eller hun skal ikke fortolke teksten eller hjælpe fortællingen på vej. Den slags klarer henholdsvis læser og tekst fint selv. Og det ser ud til at forlag op oplæsere er ved at have forstået det.

Foruden at udgive ny litteratur – dansk og oversat, fakta- og fiktionstekster – ser vi også en lind strøm af klassikere udkomme, især på Gyldendal, men ikke udelukkende. Dette er prisværdigt og gerne med fin sans for tekstens karakter, når det gælder valg af oplæser. Tilbage står, at nogen tør kaste sig over lyrikken – den nyere såvel som den ældre, indlæst af forfatterne selv eller af professionelle oplæsere. I modsætningen til prosafiktionen – roman og novellen – er lyrikken nemlig mere åbenlyst sakket agterud, hvad gælder grebet i et læserpublikum, paradoksalt nok samtidig med at interessen for oplæsningsarrangementer (Poetry Slams, Spoken Word) aldrig har været større. Måske kunne den skrevne lyrik få en renæssance, hvis nogen begyndte at læse den op og ind på CDer?

Det var da forsøget værd.