I Louis Jensens mesterlige bog møder vi en 14-årig dreng, der tager ansvar for sultende børn med store hoveder og fluer i næsen.
3. november 2010, 22:30 – opdateret 8. december 2010, 13:53
Louis Jensens »2 kroner og 25 øre« er rystende, rå og rørende og indtil nu årets absolut vigtigste ungdomsroman. Lynende velskrevet værk om »a man with a mission«.
Den jeg-fortællende 14-årige navnløse dreng er nemlig indbegrebet af den samvittighedsfulde og »irriterende« idealistiske teenager, der skodder folks smøger, skælder ud på voksne, der lader bilen køre i tomgang, eller giver sine penge til nødhjælp.
Det sidste er drengens store projekt, og dét i en grad, så forældrene fremstår som alt andet end idealister. Faren er dommer med Karnov på hjernen, mens moren er svag, sød og migræneramt og minder ikke så lidt om Maud fra »Matador«.
Bogen åbner, hvor drengen med den veludviklede retfærdighedssans deklarerer »Den nye ordning«. Han vil kun gå i skole hver anden dag og så arbejde i SuperBrugsen »fra morgenstunden« de andre, så han kan sende penge til Afrikas sultende børn. Det er lærer Peter, der har sat ham på sporet med sin historie om, at man for to kroner og 25 øre kan brødføde et barn en hel dag. Og når de voksne ikke tager ansvaret, må han.
På vej til Afrika
Drengens engagement går grassat. Pengene fra jobbet er ikke nok.
Han begynder at stjæle og finder en hæler. Robin Hood, kalder han det. Får fat i farens bankkoder og sender større beløb af sted. Lærer at køre en stor kølevogn, stjæler den fuld af mad og kører ned gennem Europa til Afrika med den.
Foruden missionen fylder den jævnaldrende Anne drengens tanker. De finder sammen og følges ad hele vejen. Hun holder ham blandt andet oppe, da han får den idé, at han blot er en Don Quijote og hele projektet nytteløst.
Fantastisk realisme
Forfatteren turnerer denne store fortælling både kort og kondenseret og skriver med en lethed, der kontrasterer indholdets alvor. Som altid, når det gælder Jensens tekster, er dette fantastisk realisme, altså virkelighedstro midt i sin vilde usandsynlighed og derfor mere hårdtslående. Drengens strenge fokus spejles i sproget, tæt skåret uden unødigt fedtlag, periodisk smukt lyrisk i sin form, og altid når han og Anne er sammen. En øjenåbnende og mesterlig bog!
































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten