Bøger: Bjarne Bekker: »Øhavets historier«.
5. marts 2009, 22:30
Det sydfynske Øhav med dets 52 øer og holme har fået sin egen historiebog. Det vil sige: Bjarne Bekker har revideret sin tidligere udgave og efter kongefamiliens traktortrukne besøg på Skarø i september sidste år klædt førsteudgaven i en del overflødig kongerøgelse. Bekker vil fortælle ø-historier i tekst og billeder, men han er – samtidig med, at han er en god fortæller – også godt inde i den del af danmarkshistorien, der vedrører hans elskede øsamfund. Fra oldtiden til i dag fremmanes de sydfynske øer og deres dramatiske tilblivelseshistorie efter sydøst-isens hærgen. Minesprængning, druknedød, landsbybrand og stormflod hører til historien, men bogen giver også et perspektivrigt blik ind i moderniteten efter landbrugsnedlæggelser og fiskeristagnation. Afvandringen fra landbruget blev stort set til affolkning af de danske øer. Nu bor blot 11 tilbage på Birkholm, mens seks øboer skjuler sig bag Bjørnøs diger. Kunsthåndværk og IT-hjemmearbejde beskæftiger nogle af øboerne, mens de ser frem mod et nyt vitalt og samlet ørige som en af landets nationalparker. Det autentiske øliv er henvist til de historier, som bogen fortæller. Trods lokal indforståethed er værket sympatisk at bladre i også uden for øriget./NIELS HOUKJÆR
































