Ny bog på vej fra svensk sensation

Parret bag den storsælgende krimi, "Hypnotisøren", har løftet sløret for opfølgeren.

Forfatterparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har løftet sløret for titlen på deres nye bog, opfølgeren til krimien "Hypnotisøren".

Til sommer er hovedpersonen Joona Linna tilbage i "Paganini-kontraktet", som toeren kommer til at hedde på svensk. Hvornår den kan udkomme i Danmark er endnu uvist.

"Hypnotisøren" skabte enorm omtale, da den udkom, fordi den er skrevet under pseudonymet Lars Kepler. De ekstraordinært gode anmeldelser og høje salgstal i Sverige (over 150.000) tvang forfatterparret ud af deres skjul.

"Hypnotisøren" er solgt til udgivelse i mere end 30 lande.

I Danmark udkom bogsensationen på dansk midt i januar, hvor de første to oplag blev revet væk. Bogen er nu, efter blot tre uger i handlen, trykt i uhørte 90.000 eksemplarer.