Mindebog

Nu får Henrik Sartou endelig en mindebog

Ny bog om Henrik Sartou vidner om alt det, der gik tabt med ham. Og som vi stadig ikke har genvundet.

Instruktøren Henrik Sartou i Kanonhallen, 2004.
Instruktøren Henrik Sartou i Kanonhallen, 2004.

»Mens det endnu er for sent« hedder den antologi om den afdøde sceneinstruktør Hernrik Sartou, som teaterjournalisten Me Lund og Sartous efterladte hustru, Mette Frank, har redigeret. Titlen er hentet fra en fransk film, »De elskende på Pont Neuf«. Den var Sartous yndlingsfilm.

Allerede i det indledende afsnit opsummerer Me Lund Sartous egenart. Den kunstneriske kompromisløshed, som gav plads for de rene følelser i det billedstærke, teatrale univers, som var mangefold større end den dagligstuens sofa, som så meget af 1990ernes teater var placeret i.

Det gør hun i en relativt kort tekst, hvor hun blandt andet giver instruktøren følgende karakteristik: »Henrik Sartou gav overalt løfter om at genetablere kontakten til de store fortællinger, til Gud og Skabelsen om nødvendigt (...) Gennem ham fik vi sanseapparatet tunet ind på ordenes visuelle grandiositet i de store scenebilleder, men også en glemt autenticitet, en nærhed, der var ladt i stikken af de tekniske landvindinger i digitaliseringens tidsalder.«

Og i for sig kunne det hele være sluttet her. Så smukt, så koncist, men dog indfølt skriver Me Lund i indledningen om den teatermand, som hun og en generation af indædte teaterfans fulgte tæt i de produktive år, hvor hans rene alvor paradoksalt nok stod i kontrast til hans følgeres egen letsindige omgang med den refleksironi, der var tidens.

Eller var det måske netop derfor, der var brug for en skikkelse som Henrik Sartou i 90ernes danske teater, hvor han vis-a-vis Staffan Valdemar Holm udgjorde en ny generations håb om et kompromisløst teater for fremtiden?

Ordene - »Mens det endnu er for sent« - blev, ifølge Me Lund, til en form for trosbekendelse for instruktøren:

»Det blev en slags kunstnerisk credo, som oversat til sartousk betyder, at der ligger et håb i, at nok har vi mistet, men vi havde endnu muligheden for at føle, hvad vi har mistet. Det var hans kompas. Herfra hentede han sin kunstneriske kraft.«

Ikke for sent at mindes Sartou

Me Lund er tydeligvis for usentimentalt anlagt til selv at bogstavere titlens betydning, men naturligvis indkapsler den også den følelse, mange af os, der fulgte Sartous lidenskabelige, alvorsstemte drømmeteater sad vi tilbage med ved hans alt for tidlige kræftdød i 2005, kun 40 år gammel – midt i prøveforløbet til H.C. Andersen-forestillingen »Kender du Svimmel?« på Odense Teater. Vi var chokerede.

Det er muligt, at det strenget taget er for sent, at bogen om Henrik Sartou først kommer ti år efter hans død, men det er ikke for sent at mindes ham.

Det fortjener han, og om det vidner den smukke kakafoni af stemmer, der er bogens. En samling af personlige indlæg, hvor en lang række følsomme teaterfolk hver især skriver eller fortæller om deres møder med en højt begavet, egensindig teatermand og hans enkle, smukke billed - og ordteater fra de store følelsers overdrev.

Både manden og værket har gjort et uudsletteligt indtryk på dem, på skuespillere, dramatikere, instruktører, producenter, dramaturger, og disse indtryk krydres med Sartous egne optegnelser og uddrag fra de interviews, hvor han spidsformulerede sit kunstsyn. Teatret var nærmest en religiøs handling for ham. Det skulle gerne sætte publikum i kontakt med de urfølelser, de havde glemt. Tag for eksempel et af de citater, som pryder bogens flap:

»Alle går rundt og føler sig fremmede, og så er man jo en udsat. Det er dén skrøbelige, sitrende nerve, hvor tårerne hænger som tykke harpiksklumper og driver ned ad nervetråden, jeg forsøger at stryge med forestillingen som en bue - nogle gange hårdt og nogle gange blidt. Jeg vil ryste nogle af dråberne af og lade dem løbe forløsende ned ad kinderne på publikum.«

Det store format

Teatret som det store følelsesrum og mørkekammer. Et teater, der førte til rystelsen og renselsen, hvad enten midlet var den grumme ubønhørlighed eller den ordenes poesi, der ellers havde så trange kår – dengang som nu.

Henrik Sartrous verden var hinsides virkeligheden og psykologien. I stedet trængte han dybt ind i Heinrich Kleists »Ildprøven«, hvor publikum udvandrede, Koltès’ »Fra bomuldmarkernes ensomhed« i Kanonhallen, Magnus Dahlströms »Jernbyrd« samme sted, Millers »Heksejagt« på Folketeatret eller teaterversionen af Thomas Vinterbergs »Festen« på Mammutteatret, iscenesat omtrent som en ubønhørlig græsk tragedie.

Manuskriptet var i det hele taget som et partitur for ham, som scenografen Jesper Corneliussen anfører i bogen. Et partitur, hvor han kendte hver node, hvor alt var tænkt igennem i forvejen, og hvor blot et enkelt ord til en skuespiller kunne være nok for at få ham eller hende på rette vej.

Hans uomtvistelige karisma får man et indtryk af på nogle af de mange fotografier, som ledsager bogens vidneudsagn. En ulasteligt klædt alvorsmand, der søgte tilflugt i det teater, som samtidig sled på ham. Og med mørkt ulmende intensitet de øjne, der lyser som kul i det stærke ansigt.

Hvad skal vi med en bog om Henrik Sartou, mere end ti år efter hans død? Om ikke andet minder han os om, hvad det – også - er, vi savner i vor tids teaterbillede. Det store format. Den passionerede alvor – hvad blev der af den?

Titel: Mens det endnu er for sent – Et portræt af sceneinstruktøren Henrik Sartou. Forfattere: Mette Frank og Me Lund (red.) Sider: 198. Pris: 250 kr. Forlag: Frydenlund.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.