9. marts 2010, 22:30

Der findes bøger, som er rene referencer. Bøger som henter deres betydning et andet sted og forudsætter et særligt kendskab til andre værker for overhovedet at give mening. En sådan bog er Kader Abdolahs roman »Udsendingen«. Det er en fortælling om profeten Muhammeds liv, sådan som det præsenteres for krønikeskriveren Zayd ibn Thabit. Han er fiktionens mellemmand, bindeleddet mellem roman og biografi.

Zayd er Muhammeds adoptivsøn, og efter profetens død får han som sprogkyndig sekretær til opgave at nedskrive Koranen - og på eget initiativ begynder Zayd desuden at indsamle oplysninger om Muhammeds liv og levned.

Kader Abdolah skal herfra have et klap på skulderen for sin frimodige omgang med det historiske materiale. Man kommer i disse tider ikke uden om at diskutere det kontroversielle ved forfatterens befamling af en ophøjet skikkelse, som har fået dogmet »nix pille« prentet på turbanen. Hensigten er at tegne et levende portræt af Muhammed - og det må man jo som bekendt ikke! Men hvad der i mine øjne er langt mere interessant og opmuntrende, er Abdolahs indirekte budskab: Selv hellige tekster er menneskeskabte! Det er indlysende, men alligevel meget rart at blive mindet om midt i hysteriet.

Sammensat billede

Efter Muhammeds død bliver Zayd af profetens hærfører Umar beordret til at indsamle stof til en magtfuld bog, og han rejser ud i verden for at finde vidnesbyrd skrevet på pergament, indridset i kamelknogler, snittet i træ og broderet i stof. Zayd arbejder om kap med andre krønikeskrivere, og der går politik i forehavendet. Hvem har forfattet den autoritative udgave af Koranen? Det er, forstår vi, et stort rod af blandede mundtlige og skriftlige kilder, som ved en vilkårlig skæbnes mellemkomst bliver ordnet i hænderne på mennesket Zayd.

Foruden at være medie for Gud var Muhammed også digter, politiker, kriger og livsnyder. Zayd har mange kilder, og vi får et sammensat billede af manden i centrum. Det er for det meste meget ærbødigt og respektfuldt, men ikke alt sammen lige flatterende.

For at opnå magt og rigdom gifter han sig som ung med en kvinde, der er femten år ældre end ham selv. Og senere føjer han endog meget unge hustruer til sit harem (man tænker sit). Han er ambitiøs, han er snu, han er smuk, han er begavet, og han er meget, meget karismatisk.

Lav detaljegrad

Men er det et levende billede, vi får af profeten? Det synes jeg desværre ikke. Intertekstualiteten hæmmer værket i den forstand, at det aldrig opnår selvstændighed. Jeg opfatter hele romanen som en indirekte berøring. Vi får noget at vide, om ham dér I ved nok… Og trods mange facetter fremstår han uden psykologisk dybde. At det alene skyldes berøringsangst tvivler jeg imidlertid på, for det gælder alle romanens personer, at de er beskrevet meget overfladisk - dygtige købmænd, ærlige hyrder, griske og hovmodige jøder. Detaljeringsgraden er lav, og uden et passioneret forhold til referencens hovedkilde er det svært rigtigt at lade sig rive med.