Lydbøger hitter

Salget af lydbøger er vokset eksplosivt i 2008, og i december måned overstiger det forhandlernes vildeste forventninger.

Hos Danmarks største lydbogsforhandler, lydbog.dk, har direktør Kim Reinhardt svært ved at få armene ned.

»Vi har oplevet en tidobling i salget af lydbøger her i december. Det er ret utroligt. Hvad vi normalt sælger på 22 dage er nu væk på bare to dage,« fortæller den begejstrede direktør.

De konkrete salgstal vil Kim Reinhardt ikke ud med. Men han er ikke i tvivl om, at danskerne nu for alvor har fået øjnene op for de elektroniske bøger.

»Det er alle tiders julegavehit i år. Det er gaven til bedsteforældrene, som har fået nedsat syn eller til børnebørnene, som måske har lidt svært ved at læse rigtige bøger. Jeg tror helt sikkert, at de gode salgstal vil fortsætte. Nu bliver det bare som downloads og ikke som nu, hvor man køber en CD,« siger Kim Reinhardt.

Tal fra brancheorganisationen Forlæggerforeningen viser, at 2008 tegner til at bliver et gennembrudsår for lydbøger. De første tre kvartaler er lydbogsmarkedet vokset med hele 40 procent. Det er særlig downloads af bøger fra internettet og CDer i mp3-format, der har fået salget til at eksplodere. Specielt mp3-formatet har vist sig at være en stor succes, da de sjældent fylder mere end én CD og endda koster færre penge at købe.

Lydbøger udgjorde i 2007 bare én procent af det samlede bogsalg i Danmark. Til sammenligning var andelen i Norge på tre procent og i Sverige hele otte procent.

»For to år siden var en lydbog årets julegaveidé i Sverige. Det tror jeg godt, vi kan sige, den nu er i Danmark,« fortæller Michael Lambæk Nielsen, der er redaktør for Gyldendal Lyd.

Skrækken forduftet
»Jeg tror, vi kan takke bibliotekernes hjemmeside netlydbog.dk. Her kan man downloade bøgerne direkte fra hjemmesiden. Det har været med til at fjerne den værste teknologiforskrækkelse,« fortæller Michael Lambæk Nielsen.

Han påpeger desuden, at produktionen af lydbøger er blevet mere professionel end før i tiden. Samtidig gør brugen af kendte danske skuespillere som indlæsere lydbøgerne til en attraktiv vare.

»Kendte indlæsere som Jens Albinus og Ellen Hillingsø har jo gjort det fantastisk og er navne, som i sig selv tiltrækker købere,« siger Michael Lambæk Nielsen.

Hos forlaget Lindhardt & Ringhof har man solgt lydbøger siden februar måned i år. Også her oplever man et fantastisk julesalg.

»Salget overstiger vores bedste forventninger, især krimier, skønlitteratur og børnelydbøger. Smalle titler med et kompliceret sprog er ikke interessante,« siger lydbogsredaktør Marianne Lindholdt fra Lindhardt & Ringhof. Hun er ikke i tvivl om, at download af lydbøger bliver det næste hit:

»Downloads af lydbøger vil tiltrække en meget yngre målgruppe, og jeg er ikke i tvivl om, der snart kommer et gennembrud på den front,« siger hun.