15. december 2011, 22:30

Lars Hedegaaard er en underholdende fortæller. Hvilket han allerede viste i bind 1 af sine erindringer kaldet »Solen var så rød, mor«. Bind to, »Ræven går derude, mor«, er nu kommet og beretter om Hedegaards interessante forvandling fra trotskist og redaktør af Information til at være anti-rød og islam-alarmist samt både ombejlet og forkætret formand for Trykkefrihedsselskabet.

Bind to er meget sags-orienteret. Første del med en indgående og lige lovlig omstændelig beskrivelse af Blekingegadebanden. Hedegaard angiver banden som den egentlige grund til sit brud med venstrefløjen og revolutionsromantikken. Anden del af bogen er selvsagt præget af Hedegaaards indædte kamp mod muslimsk indvandring. Dermed har bind to ikke det første binds kvalitet som fortælling. Selvretfærdighed skinner for meget igennem.

Visse forløb i sagerne ville se anderledes ud, hvis opponenter fik lov at komme til orde. Og Hedegaard gør i sagen om muslimsk indvandring i Europa intet for redeligt at godtgøre sine modstanderes synspunkter. Hvilket ellers flere steder måske endda kunne styrke hans egne udsagn. Men vil man vide, hvad Hedegaard tænkte, da han udtalte, at muslimer »voldtager deres egne børn, det hører man hele tiden, piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«, så står det her. Med en vis fortrydelse af generaliseringen. Men ikke omkring budskabet.

Der er dog en monomani i Hedegaards omgang med emnet islam og muslimer. Hvis man ikke selv mener, at civilisationernes sammenstød vil føre til sharialove i Europa, udsættes man for en gentagelse af de seneste års »os og dem« debat. Hvad de personlige skildringer således trækker op, hiver sagen så at sige ned igen. Ikke fordi den er uinteressant, men fordi den er en repetition. Hedegaards person er bedre læsning end Hedegaards sag.