19. august 2010, 22:30

Man kan se litteraturen som et stort rum, hvori hvert enkelt værk er en lille stemme. Karakteristisk for den gode litteratur vil være, at den på en eller anden vis samtidig med, at den selv taler, også taler med andre stemmer i det litterære rum. Og en roman kan anfægte en forfatter så meget, at hun eller han føler trang til at skrive op i mod den, gå i dialog med den.

Sådan må Kerstin Ekman have følt, da hun i 2005 skulle holde en tale, i fejringen af 100 års dagen for Hjalmar Söderbergs roman »Dr. Glas«. Hendes spørgsmål til Söderbergs roman er: Ville Dr. Glas virkelig have nøjedes med det ene mord, som han begår i romanen, og som man som læser nærmest billiger? Eller ville Dr. Glas have udviklet sig til Dr. Død, og ikke til den bedsteborger, som Söderberg siden viser ham som i romanen »Jahves ild«?

Kødets lyst

Hjalmar Söderberg er nok mest kendt i Danmark som Henrik Stangerups svenske morfar, og som forfatter til skuespillet »Gertrud«, filmatiseret af Carl Th. Dreyer. I skuespillet siger Gertrud de ofte citerede ord, som kunne stå som motto for Dr. Glas i Söderbergs roman af samme navn: »Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed«.

»Dr. Glas« udkom i 1905, og var en skandaleroman: Et spark til den forløjede religion, en kritik af tidens seksualmoral, men først og fremmest rejste romanen det provokerende spørgsmål: Kan det retfærdiggøres at tage en andens liv? Kan mord være etisk rigtigt? For hovedpersonen, den 33-årige Dr. Tyko Gabriel Glas bliver svaret ja, da han opsøges af en ulykkelig ung præstefrue, der lider under sin ældre ægtemands praktisering af de ægteskabelige »rettigheder«. Glas er æsteten, betragteren og tilmed jomfru: han forelsker sig kun i kvinder, der elsker - en anden.

Han sammenligner sig selv med H.C. Andersens skygge, og længes efter at træde ind i virkeligheden med »en virkelig handling«. En handling som han foretager, da præsten bringes ud af verden med cyankaliumpiller! Men tag ikke fejl. Dr. Glas, som vi følger gennem dagbogsnoteringer, er, som Martin A. Hansens Johannes Vig i »Løgneren«, en overmåde upålidelig fortæller!

En følelsesroman

Selv kaldte Söderberg »Dr. Glas« for »en tankebog om mordets teori«. Men i virkeligheden er det, påpeger den svenske forfatter Kerstin Ekman, i lige så høj grad en følelsesroman.

104 år efter »Dr. Glas« kom på gaden, udsendte hun »Mordets praksis«. En roman skrevet i tæt dialog med »Dr. Glas« og holdt i samme blide tone, selv om der er dryppet mere malurt i bægeret. Ekman lader sin hovedperson, lægen Pontus Revinge møde Hjalmar Söderberg, og tro, at han har inspireret ham til »Dr. Glas«.

Men Söderbergs roman skuffer Revinge. Dr. Glas er ikke troværdig, ikke andet end tænkt litteratur! Revinge ser sig selv som virkelighedens Dr. Glas, den frigjorte skygge. Han kommer fra og har set samfundets bund. Han tilser bordellerne og de blodige og betændte resultater af mænds erotiske drift, indtil han får ansættelse hos den lidet charmerende Dr. Skade, en af horehusets faste kunder. Dr. Skades liderlige blikke mod steddatteren overbeviser Revinge om, at han har en retfærdig sag!

Tryk på det ømme punkt

Revinge har endnu mere i klemme og er mere upålidelig end Dr. Glas. I sin dialog med Dr. Glas peger Ekman på, at der kun er et lille skridt fra Dr. Glas til Dr. Død, fra den rene og retfærdige til den tilsmudsede, selvretfærdige. H.C. Andersens frigjorte skygge var ikke nogen rar person. »Mordets praksis« trykker til på det ømme punkt, der hedder mænds magt over kvinders kroppe, som »Dr. Glas« kun berørte let, og viser, hvordan magt altid korrumperer. Kerstin Ekman skriver fornemt og spændingsfremkaldende (krimiforfatteren fornægter sig ikke) inde fra en syg mands kvindeforagtende sind samtidig med, at hun diskuterer liv og litteratur med stor elegance.

Min eneste anke er, at det kan være svært at huske den ene roman fra den anden, så tæt blander de to fiktive historier om mordets teori og realitet sig efterfølgende i læserens bevidsthed.

Mød Kerstin Ekman på Louisiana Literature i morgen lørdag kl. 16 i Koncertsalen.