Biografi

Kunsten at samtale

Fin lille bog om Kamma Rahbek peger på stor personlighed i lille krop dog uden at trække de helt store linjer op om en kvinde, der var forud for sin tid.

Hun forstod at føre indholdsrige samtaler over tebordet i Bakkehuset på Frederiksberg, og så havde hun en særlig evne til at skabe smukke æsker med motiver af græske templer, romerske ruiner - og med et spejl i bunden.

Kamma Rahbek (1775-1829) var ikke selv forfatter men midtpunkt i det litterære miljø og en ivrig brevskriver, og Bakkehuset var et levende mødested for næsten alle samtidens fremtrædende kulturpersonligheder.

Inge Nørballe og Mette Winge portrætterer nu Kamma Rahbek og Bakkehuset i en lille, indsigtsfuld bog, der giver et fint tidsbillede og belyser denne kvinde - som på mange måder var forud for sin tid - fra flere vinkler.

Bogen understreger Kamma Rahbeks favnende personlighed, hendes humor, sprogkyndighed og kreativitet. Hun var et levende samlingspunkt, muse og en støtte for forfattere og digtere, som kom i det smukt indrettede hus, hvor der blev drukket en del gode vine, og hvor man ryddede spisebordet for et lille kunstakademi, som hun kaldte »Kunst Commerzen«.

Samtiden undrede sig over forlovelsen mellem den 22-årige Kamma og den 37-årige Knud Lyne Rahbek (1760-1830), forfatter, professor i litteratur, kritiker og meddirektør på Det kongelige Teater. Men trods forskellighed støttede de hinanden og havde dyb indbydes forståelse. Barnløsheden var dog en smerte for dem.

Kunstnerdrømme

Man får indtryk af en kvinde med et stort, åndrigt brevskrivnings- og konversationstalent og kærlighed til blomsterdyrkning samt æstetisering af hjemmet men også af en kvinde med et svingende humør. Man forestiller sig - som bogen også foreslår det - at hun havde kunstnerdrømme at dømme efter de fint udførte æsker og små gouacher (akvarelteknik med dækkende farve, red.).

Bogen ville have haft mere dynamik, hvis den havde forholdt sig til den dristige tolkning af æskerne, som kommer til udtryk i Lise Busk-Jensens disputats »Romantikkens forfatterinder« (2010). Hun har en pointe, idet hun ser dem som et rum, hvor salonkunsten og intimsfæren mødes - og som begyndelsen til en ny kvindeidentitet.

Forfatterne behøver ikke at være enige i Busk-Jensens tolkning, men de bør diskutere den. Det kan i øvrigt undre, at man - ud over Claus Seidels illustrationer i bogen - ikke har et par fotografier fra Bakkehusets fine stuer.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.