19. januar 2012, 22:30

Var Italo Calvino (1923-85) blevet ældre end de 61, han blev, er der nok pæn stor sandsynlighed for, at han ville have modtaget Nobelprisen på et tidspunkt. Calvino var (og er stadig) en af de mest læste og oversatte italienske forfattere, og han havde sin helt egen stemme i verdenslitteraturen. Han prises især for sine eventyrlige ridderromansinspirerede bøger fra 50erne som »Klatrebaronen« (1957), og de sen- eller postmoderniske værker fra 70erne, hvoriblandt »Hvis en vinternat en rejsende« (1979) er helt uomgængelig.

I 1960erne udgav Calvino tre samlinger kosmikomiske historier. Det er kortprosa, der bedst lader sig beskrive som »en slags astronomisk, geologisk, biologisk fortids-science fiction«, for nu at citere den danske oversætter Lene Waage Petersens karakteristik i efterordet, til den samlede oversættelse hun har nu har givet os.

Historierne fortælles af en stemme fra verdensrummet, der bærer det uudtalelige navn »Qfwfq«. Qfwfq skifter konstant identitet og delagtiggør os i sine historier om månens løsrivelse fra jorden, om sneglehusets opståen, om dinosaurernes undergang og meget, meget andet af kosmisk karakter. Alt sammen fortalt i en billedrig, surrealistisk og fabulerende stil, der forener det antropologiske blik med opmærksomhed på naturvidenskabens hypoteser.

Som Lene Waage Petersen skriver i sit efterord, så ønskede Calvino at alludere til »comics« (tegneserier) med sin titel, og det giver da også god mening at anskue »De kosmikomiske historier« som en billedløs tegneserie for voksne. Calvino var nemlig en blændende billedmager med sin skrift. Kast et blik på hans historier, så ser du hvordan, kære læser!