22. november 2010, 13:15

I allersidste afsnit af denne usædvanlige biografi om Thomas Mann, som vakte begejstring, da den udkom første gang i Tyskland i 1998 og siden blev optrykt i adskillige oplag, skriver forfatteren, professor Hermann Kurzke fra universitetet i Mainz:

»At det er forbudt at tage fiktion for biografiske kendsgerninger, lærer man på grundstudiet i tysk. Det sker alligevel i denne bog, der betragter det digteriske værk som den mest sprudlende af alle kilder, og jeg håber, at det forekommer plausibelt.«

Det lærte man også på grundstudiet i dansk, og det var en lærdom, der skærpede den videnskabelige iagttagelsesevne og kunne blive indgangen til indsigt i almen videnskabelig metodelære. Men i de rette hænder og brugt på det rette stof når den biografiske eller rettere biografisk-psykologiske metode de største højder, og det er slet ikke muligt at formidle et stort forfatterskab til en bredere kreds uden at interessere sig for forholdet mellem forfatterens liv og forfatterens værk.

I tilfældet Thomas Mann er sagen helt oplagt. Næppe nogen anden forfatter af verdenseliten har i sit værk brugt så hensynsløst og så direkte af sit eget og sine omgivelsers liv som han. Sine kærlighedsbreve til Katia i forlovelsestiden 1904-05 bruger han i romanen »Hans kongelige højhed«, siden finder vi hende bl.a. som Rakel i »Josef og hans brødre« og som Marie Godeau i »Dr. Faustus«. Sit højt elskede barnebarn lader han til familiens gru dø en skrækkelig død i »Dr. Faustus«. Hans far, senator Thomas Mann, er senator Thomas Buddenbrooks i den store slægtsroman »Buddenbrooks«, hans gennembrud. Og har man endnu ikke læst denne alle slægtsromaners moder, har man sandelig noget til gode.

Vi taler verdenskunst

Hele replikker føres fra de levende modeller over i romanerne. Og tilbage igen. Thomas Mann bruger ofte replikker, udsagn, ræsonnementer fra romanerne i sit eget liv. Hans familie og bekendtskabskreds vidste, at han brugte de mennesker, han kendte, i sine romaner og var ofte forfærdede over hans dristighed og litterære ubarmhjertighed. Hans digtning kostede ham også adskillige venskaber, men når det gjaldt kunsten, kunne han ikke gå på kompromis. På en sjælden og raffineret måde er liv og kunst vævet sammen hos Thomas Mann. Men lad mig for en sikkerheds skyld understrege: Vi taler ikke om en Suzanne Brøggers eller andre nulevende danske forfatteres udnyttelse af fiktionen til afløb for idiosynkrasier og private hævntogter. Vi taler verdenskunst.

En helt overvældende fortrolighed med Thomas Manns også kvantitativt store værk, hans dagbøger, breve og andres vidneudsagn om den berømte tysker, der i sin samtid (han blev født i 1875 i Lübeck og døde 1955 på kantonhospitalet i Zürich) blev en institution i hele den vestlige verden, er en af Hermann Kurzkes forudsætninger for at kunne fremlægge dette væv af liv og digtning, så det griber, bevæger og gør klogere. Det er en usædvanlig fremragende, højt begavet og menneskeligt rig fortælling om Thomas Mann, hans tid, hans liv og forfatterskab. Hvis der fandtes sådan noget som den ultimative biografi, så ville det være denne. Til brug for den kyndige og samvittighedsfulde danske oversættelse har forfatteren gennemgået sin bog og indført en række rettelser, så værket er helt frisk.