Ulla Ryum har udsendt en sjælden skrivelse, som en magisk aften før jul blev præsenteret på forlaget Fingerprint. Vor anmelder var med på forreste række.
21. januar 2010, 22:45
af 6 stjerner
Der var et totalt nærvær den kolde decemberaften, da det lille undergrundsforlag Fingerprint fejrede deres fjerde udgivelse. Det foregik på baren Underwood Ink i Ryesgade. Baren, som også er en boghandel af den litterært bevidste slags, er opkaldt efter Hemmingways skrivemaskine, og er altid et besøg værd. Kaffen er billig og der er fine tapas.
Forlaget Fingerprint er stiftet af forfatteren Kristina Stoltz, Simon Darø og Kasper Kjeldgaard Stoltz, og har med den seneste udgivelse fire bøger bag sig. Hver især begivenheder i mere end en forstand.
Fingerprints bøger er ganske små (A6 format) og må maksimalt indeholde 2.000 ord. De er gratis, trykkes i 250 nummererede eksemplarer som yderligere er signerede med forfatterens fingeraftryk. De genoptrykkes ikke, men kan downloades på www.forlaget-fingerprint.dk.
Sidst men ikke mindst, så skal hver udgivelse fejres. Det blev den nye bog fra forlaget så sandelig også denne decemberaften, hvor forfatteren, Ulla Ryum, dannede et magnetisk centrum i rummet. At forlaget har fået hende til at skrive er i sig selv en sensation, eftersom det er ti år siden, Ulla Ryum sidst har udgivet noget.
Tilfreds forfatter
Aftenen begyndte med en indledning til Ryums tidlige forfatterskab ved digter og forfatterskolelærer Asger Schnack (teksten kan læses på hjemmesiden, hvor man også kan høre forfatterens tale). Derefter var det forfatterens tur. Ryum foretrak at blive siddende ved sit eget bord, og forsynet med en læselampe slog hun fortællingens magiske cirkel op omkring alle i rummet.
Om sin bog, der faktisk overskrider dogmet om de maksimalt 2.000 ord, fortalte hun, at den slet ikke begynder ved begyndelsen, men først på side syv. Indledningen skal man »nærmest tænke som den slags skum visse snegle lægger ud for at skjule deres indgang, som en snedig og ondskabsfuld indgang«, fortalte den meget veloplagte forfatter. Endvidere afslørede Ulla Ryum, at det er første gang i hendes tilværelse, at hun er rigtig glad for en nyudgivelse, og at »Dengang Engang« fik hende til at føle sig tilfreds, fordi den var endt som »et halv afgnavet rynket æble«!
Noget er der måske om det. Den lille bog har undertitlen »et eksistenspapir« og er en sneglegang af en fortælling om et fremtidssamfund, hvor erindringen om de gode game dage dyrkes via særlige indslag af lydsendinger, f.eks. af lyden af morgenmadsspisning. Det karakteristiske ved Ulla Ryums stemme, både den reelle og især den litterære, er den nærmest magnetiske måde, hvorpå den etablerer et spor på, som man bare må følge, helt som hypnotiseret. Når man så slutteligt standser op og ser sig tilbage, forstår man ikke, hvordan man egentlig kom herfra og dertil. Undervejs har læseren været ude af adskillige digressionsspor og rundt om alskens hjørner. Tråden har man måske tabt, men rejsen er lykkelig. Helt som en drøm.
Præcis sådan var den decemberaften i Ulla Ryums sneglespor, der kan genopleves i bogens form.
