Bøger

Kniven i øjet

Der fortælles skarpt, men også lige tydeligt nok i ældre og nye noveller af Jane Teller.

Janne Tellers ungdomsroman »Intet« fra 2000 skabte furore og debat ved, kort sagt, at tage uskylden på dansk ungdomslitteratur. Romanen handler om meningen med livet, vist gennem et på én gang grotesk og konsekvent eksempel: Da en elev melder sig ud af 7. klasse ved at erklære, at intet her i livet giver mening, går klassen til ekstreme yderligheder. Romanen var med sit tema særdeles egnet til debat og litteraturarbejde i skolen. Og den bruges stadig.

Novelleantologien »Alt« er ikke umiddelbart et modsvar til »Intet«. Den består af fire tidligere publicerede og tre nyskrevne noveller samt den ældre korttekst »Alt« - en form for poetik, der afslutter samlingen. Novellerne handler om engagement og vrede over tingenes tilstand, som Teller beskriver med et større litterært vingefang end de fleste, selv når hun giver småborgerlig, provinsiel og fremmedangst stemme til læserbrevsskribenten i »Sådan vuggende i hofterne og øjnene rettet mod jorden«. En moralsk forarget – og rigeligt opstrammet - opsang over dem »på den anden side af banen«.

Dialog og monolog

Alle noveller er realistiske, men stilen skifter. Indlednings­novellen, »Hvorfor?« er en ren dialog mellem en 17-årig, der har slået hjernen ind på en mand, og en voksen, som forsøger at finde ind til ugerningens årsag. Han forarges voldsomt i begyndelsen, men ender med en 180 graders-drejning og en vattet, absurd forståelse. Monologen »Til døden os skiller« er skildret indefra en fucked up ung fyrs hoved, efter at han »tilfældigvis« har slået to mænd og en pige ihjel. I monologen »Fuglene, blomsterne, træerne« møder læseren en ung pige, der er klemt mellem forskellige kulturer. Hendes barndoms – og forældrenes - og den nye danske, som hun aldrig føler sig hjemme i. Også hun prøver at »handle« sig ud af sit dilemma.

Dertil kommer jeg-fortællerne i to nyskrevne noveller: »Det tyrkiske tæppe« skildrer grotesk turistarrogance, udstillet gennem en ung piges intuitive forståelse og åbne sanser for en anderledes kultur. Hun opfører sig »korrekt«, modsat faderens ekstremt nedladende holdning til de fremmede. I »Gult lys« ser jeg-fortælleren tilfældigvis et mystisk lys i et hus på vejen. »En slave har ikke noget valg«, siger hans far, der udnytter børneslaver seksuelt. Drengen opdager det og påtager sig ansvaret for sine små søskende ved at flygte.

Den nyskrevne og rørende »Slikpinde«, samlingens eneste tredjepersonsfortælling, handler om en speciel dreng, som er tvangsoptaget af baggårdens træ. Tænker han ikke konstant på det, forsvinder det ligesom hans far og kat, tror han. Igen ender historien med, at drengen bryder samfundets regler, selv om han blot forsøger at gøre det gode.

Samtlige noveller i »Alt« er metaforiske og debatskabende med klare budskaber, tæt på det overtydelige i deres hensigt, men samtidig velskrevne og engagerende – bortset fra poetikken »Alt«, der er en overfladisk, messende selviscenesættelse, krukket kredsende om det samme, og så svag og afvigende fra helheden, at vi vil undlade at regne den med i bedømmelsen af antologien.

Forfatter: Janne Teller. Titel: »Alt«. Pris: 141 kr. Forlag: Dansklærerforeningens Forlag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.