Karl Ove Knausgårds lange kamp

Sjette og sidste bind af Knausgårds »Min kamp« skildrer tiden omkring udgivelsen af seriens første bind. Det er en sej omgang at komme igennem, som man dog ikke ville have været foruden.

Norske Karl Ove Knausgård (f. 1968) debuterede i 1998 med romanen »Ude af verden«, for hvilken han modtog Kritikerprisen i Norge. I 2004 udkom »Alting har sin tid« (da. 2007), som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I efteråret 2009 udkom første bind af seksbindsværket »Min kamp« i Norge og kort efter udkom den også i Danmark. Knausgårds bøger er oversat til 18 forskellige sprog og har alene i Norge solgt over 500.000 eksemplarer. Karl Ove Knausgård bor i Ystad med sin kone og deres tre børn.

I litteraturvidenskabelige kredse har man i nogle år talt om, at der de seneste ti år har været en selvbiografisk vending inden for romankunsten.

Den slags er selvfølgelig set før, men ikke i et omfang som nu. Vores egen Claus Beck-Nielsen har stået for én – radikal – udgave heraf, når han har blandet fiktion og virkelighed og blandt andet har erklæret sig selv død. Amerikanske Bret Easton Ellis lavede et lignende trick i »Lunar Park«. Han var selv hovedpersonen i romanen, som endvidere indeholdt spøgelser og mord, der slægtede en af Ellis’ kendteste karakterer på, nemlig Patrick Bateman fra »American Psycho«.Norske Karl Ove Knausgård valgte en anden vej med seksbindsværket »Min kamp«, hvoraf det sidste nu foreligger på dansk, i Sara Kochs ualmindeligt fine oversættelse. Knausgaard skrev også om sig selv, sin historie og sine omgivelser. Men målet var ikke at lege »fiktion eller fakta-spillet«, men i stedet at få fortalt, hvordan det egentlig var. I centrum har været hans frygt for faderen – lunefuld, afstumpet og voldelig, som han var – dennes død og Karl Oves egen stiften familie. De første bind tog både Norge, Norden og verden med storm, og Knausgård blev lovprist for sit erindringsarbejde, hans ofte essayistiske stil og for hans fine hverdagsrealistiske registreringer af familielivet anno nutiden.

Bind 6 koncentrerer sig om perioden lige før og omkring udgivelsen af de første bind. Karl Ove har sendt manuskriptet til bind 1 til de familiemedlemmer og venner, som skildres deri, for at få deres accept. Ikke alle er videre begejstrede. Særligt Karl Oves onkel Gunnar reagerer hårdt og truer med sagsanlæg, og reaktionen sender Karl Ove på en emotionel rutschetur. Ikke kun fordi en tæt relation brister, men især fordi onklen har et meget andet billede af begivenhedernes forløb end Karl Ove, som pludselig kommer i tvivl. Senere bryder også Karl Oves kone Linda sammen under presset. Og som de fleste allerede vil vide (for det blev der skrevet meget om, da bindet udkom i Norge sidste år), så afsluttes værket med, at Karl Ove fortæller os, at han aldrig vil kunne tilgive sig selv det, han har udsat sin familie for, og han erklærer derfor, at han »ikke længere er forfatter.« Det, der fra start af var Knausgårds forsøg på at komme overens med sig selv og hans brutalt afstumpede far, trak en helt masse andet med sig. Knausgård trodsede den advarsel, vores egen Per Højholt gav forfatterkollegerne for snart mange år siden, da han skrev, at man aldrig må tage af hovedstolen, dvs. de personlige erfaringer, som forfatteren lader generere fiktion. Knausgård satsede det hele, og selv om han måske nok vandt i omdømme og sikrede sig en plads i litteraturhistorien, så tabte han alligevel. De personlige omkostninger har i den henseende været store.

Med afsæt i en usandsynlig led mail fra en anonym, udspinder midterdelen af bindet sig som en 400 sider lang undersøgelse af ondskaben. Knausgård vender her blikket mod den anden forfatter til et værk med titelen »Min kamp«, nemlig Hitler, og forsøger at finde en forklaringsramme for hans motiver. Det er både lærd og interessant om end funktionen i sammenhængen ikke altid er lige klar.

De, der har været med i de første fem bind, ved, at de i sig selv har været ganske omfangsrige – 300-500 sider hver – men bind 6 har tilsyneladende ingen ende villet tage for Knausgård. Resultatet er ikke mindre end 1.295 tætte, stiftindbundne sider med den nette vægt på 1,5 kilo og af samme tykkelse som en mursten inklusiv fuger. En sådan klods får virkelig e-boglæserens fortræffeligheder til at træde frem. Det videre (og vigtigere) spørgsmål er dog selvsagt, om materialet for bind 6 kan bære så mange sider?

Undertegnede har undervejs i læsningen af de seks bind haft den klare oplevelse, at de dele, der har omhandlet fortiden – de grusomme drengeår i hjemmet, forældrenes skilsmisse, de formative år i Nordnorge og i Bergen – har fungeret bedst. Her er der nemlig så åbenlyst et traume og nogle bitre erfaringer, der skal bearbejdes, og som skaber en dyb resonans i materialet. Nutidsskildringerne af småbørnsfamilielivet, parforholdsknuder, venskaber og vaner er velskrevne, men bliver også – mængden og detaljeringsgraden taget i betragtning – til tider vel trivielle. I dette bind fylder den slags så rigeligt på de første og sidste 400 sider, og man kunne have ønsket sig, at Knausgårds redaktør havde taget hårdere fat og strammet op. Det vil have skabt en bedre helhed.

Dette skal dog ikke skygge for, at »Min kamp« har været et af de vigtigste litterære projekter i Norden på denne side af år 2000, og at vi inderligt håber, at Knausgård kommer sig over knubsene og tager endnu en omgang i litteraturens ring.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.