Roman

Karl Ove bliver til Knausgård

I bind fem af Karl Ove Knausgårds monstrøse kamp med sig selv og sin fortid bliver forfatteren til forfatter.

At skrivning kan have en helende effekt, er jo en gammel sandhed. Og at den gælder, kan man erfare ved at læse femte bind af norske Karl Ove Knausgårds selvbiografiske roman, »Min kamp«.

Denne næstsidste bog i den enestående romanserie beskæftiger sig med hans tid i Bergen, hvortil han ankommer som 19-årig for at gå på Skrivekunstakademiet, og dermed også med perioden, hvor hans far dør. Den del var jo indgående og med stor smerte beskrevet i første bind, men hér, i bind fem, glider den lidt ud af fokus. Som om Karl Ove igennem den lange proces med at få lagt sin fortid ned på papir er kommet mere overens med begivenhederne og faderen selv.

Dermed dog ikke sagt, at alt er fryd og gammen i dette bind - så langt fra. Men det er i højere grad de indre djævle, Knausgård tager livtag med. Karl Ove er fast besluttet på at skulle være forfatter, og selv om han måske nok i det ydre fremstår som en halvhård negl - postpunker, sortklædt med nittebælte og strithår - der gerne nævner den gamle dødsdrukmås Charles Bukowski, når han skal pege på valgslægtskaber, så er han på de indre linjer både skrøbelig og ensom.

Han er meget yngre end de øvrige på hans årgang, og hans skriverier bliver gang på gang stemplet som umodne og klichétunge af hans medstuderende og af lærerne, Jon Fosse og Ragnar Hovland. Den unge forfatter in spe taber mere og mere troen på, at han overhovedet har det i sig, der skal til. Bedre bliver det ikke af, at han er dybt forelsket i Ingvild, som dog ikke helt gengælder hans følelser, at han i forhold til netop denne relation på et tidspunkt svigtes af broderen, Yngve, eller at mange af hans venner og bekendte får udgivet deres ting, imens han blot modtager afslag.

Uovertrufne iagttagelser

Men som vi jo ved, så retter det sig, og vi afslører ikke noget ved at fortælle, at Karl Ove efter mange om- og vildveje får sin første bog udgivet i slutningen af dette bind; heller ikke ved at fortælle, at han møder Tonje, som han gifter sig med og lader sig skille fra igen. Alt sammen eminent godt beskrevet, og som det også var tilfældet med de forudgående bind, så kan det umiddelbart virke helt vanvittigt, at der kan strikkes 700 siders tekst sammen af en i bund og grund almindelig ung mands forholdsvis almindelige liv, men det kan der, og man kan overhovedet ikke lægge bogen fra sig, når man først kommer i gang. De fint registrerende sansninger og iagttagelser af det, der gør en hverdag og af det, der udløser en krise, af forelskelsen, af svigtet, af jalousien, af den energi, der ligger i ungdommens dødsdrift og af de erfaringer og den vilje, der langsomt og på en gang sikkert og ganske usikkert gør en forfatter, er uovertrufne i såvel nordisk som international litteratur. Bind to og fire havde perioder, hvor den roligt flydende erindringsflod endte i dødvande, men den slags er vi lykkeligt fri for i bind fem.

Det essayistiske element, som var med til at løfte det første bind helt op på stjernehimlen savnes dog efterhånden. Men rygter nordfra siger, at det kommer tilbage med fuld kraft i det afsluttende bind seks. Vi kan dårligt vente.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.