Roman: »Teser om eksistensen af kærlighed« er en ambitiøs bog, der gerne vil have det hele med og lidt til. Den slags har man set før. Det virkelig forbløffende ved unge Torben Guldbergs forbløffende romandebut er, at projektet lykkes.
5. september 2008, 22:30
Hvilken debut!
Torben Guldberg, uddannet skuespiller, født 1975, debuterer med romanen »Teser om eksistensen af kærlighed«. Bogen er allerede solgt til udgivelse i syv lande, og det er jo i sig selv en bedrift, men den usædvanlige udenlandske forhåndsinteresse er ikke det eneste forbløffende ved dette forrygende epos, der vil en masse og kan det meste. Beretningen begynder med, at fiktionens fortæller, en flere hundrede år gammel mand, ankommer til København, og han har selv digtet, oldingen, det hører vi i begyndelsen, men nu gider han ikke mere. I stedet samler han på andres fortællinger om kærlighed. Han begiver sig på en vandring, der først slutter i nutiden, og hvert århundrede får liv og mæle. Det er ambitiøst, men det holder. Det er imponerende gjort.
»... jeg skal gerne antyde nogle mulige sammenhænge, digte med og lette overgangene,« fortæller fortælleren i romanens begyndelsen, og tæt på slutningen konkluderer han, at »svaret er her et sted.« Skråsikker er han ikke, læserne skal selv digte med. Det handler nok så meget om at søge som om at finde. Dette er ikke en svaghed ved romanen.
I første kapitel er vi i og ved et jysk kloster, i tiden omkring reformationen. Frans, Amalie og deres søn Magnus har grader af forældreløshed til fælles, desuden er de alle noget ved musikken, Amalie bliver skjald, Frans går i kloster, hvor han komponerer, Magnus opfinder et musikinstrument, der kan skræmme livet af fjenden. Kærligheden forbliver noget kun nødtørftigt realiseret. I andet kapitel springer vi til Amsterdam, hvor den danske maler Gregorius tager ved lære af Rembrandt og maler sjælen frem hos sin elskede, og så når vi til det 18. århundrede, hvor Ole Rømer har opdaget lysets tøven, og hvor den unge Hans Bogø går i mesterens fodspor og forsøger at bevise en tese om, at kærligheden har egenskaber som lyset. Det ender med bål og brand.
Et århundrede senere er hovedpersonen en præstesøn fra en skæv præstegård med en stadigt skævere præstefar. Som en anden Diogenes bosætter han sig i en tønde, hvorfra han udøver praktisk filosofi, og han kommer op på briksen hos Siegmund Freud, der bedyrer, at det, som præstesønnen troede var levet (kærligheds)liv, blot er forskellige projektioner af en faderbinding! I det 20. århundrede møder vi to elskende med de holbergske navne Henrik og Pernille, og vi hører, at Henrik – endnu et af bogens mange genier – er ophavsmand til kynisk revolutionerende teser om pengenes og kærlighedens sande væsen.
Sikken en omgang!
Knivskarp realisme, europæisk idéhistorie, humor og magi indgår forbløffende forbindelser i denne roman, og man kunne mavesurt indvende, at for mange europæiske berømtheder benovet lines op, at fortælleren er for oplagt postmoderne diffus, at udødeligheden som rød tråd er set mange gange før. Disse indvendinger er dog virkelig ikke relevante, når det kommer til stykket. Torben Guldberg mixer med sikker hånd sine ingredienser og giver os en litterær totaloplevelse ud over det sædvanlige. Det er godt gået.

































