14. august 2009, 22:30 – opdateret 19. august 2009, 16:44

Det er langt ude.

Faktisk så langt, at den århusianske taxichauffør ikke lige kan finde stedet på sit indre landkort, selv om det ligger sølle ti km. fra banegården i Århus.

»Siger du Kasted?« spørger chaufføren og ser en anelse forvirret ud.

Heldigvis er GPSen opfundet, så efter et kvarters kørsel, ruller Mercedesen træfsikkert op foran det lille hus på landet omgivet af nyhøstede, strågule marker.

Elsebeth Egholm dukker op bag glasruden. Hun ser godt ud. Slank og langlemmet. Sommerbrun og med blå øjne. Den grå farve i strithåret klæder hende. Hun udstråler en afslappet ro og balance, som nogle kvinder får med alderen, men som hun altid har haft. Sådan er det også med hendes venlige humor, som hele tiden ligger mellem linjerne.

Sorte Shandy giver hals og får blidt besked på at holde sig i skindet.

»Den er fra Malta og en ret så frygtsom natur. Den var kun en lille hvalp, da jeg fandt den på havnen. Jeg tog den med hjem, efter at den var blevet vaccineret. Den er sød, men jeg har opgivet, at den skal blive sådan en hund, der er glad for alle mennesker. Det bliver den aldrig,« siger Elsebeth Egholm.

Det er ti år siden, at hun som 39-årige debuterede med romanen »De frie kvinders klub«, og kun syv år siden hendes første krimi om den foretagsomme, århusianske journalist Dicte Svendsen udkom. På torsdag udkommer nummer seks i serien, som har gjort forfatteren til en af landets mest læste. »Vold og magt« hedder bogen, som åbner dramatisk med to næsten samtidige bombesprængninger midt i Århus, mens Dicte Svendsen sidder og mediterer på Sallings Café midt på gågaden. Derefter går det slag i slag med opklaring, mistænkte – er terroren kommet til Århus? – bandekrig mellem indvandrere og rockere og forviklinger i Dictes forhold til pressefotografen Bo.

To temaer præger bogen. Den fremadstormende borgerlige borgmesterkandidat Francesca Olsens stræben efter magten og hendes kampe med pressen, som stikker snabelen i hendes privatliv. Og samfundets forhold til de anderledes – dem der ikke udfylder standardnormen for normalitet, uddannelse og karriere. Dictes søn, Peter Boutrup, som hun fik som helt ung og bortadopterede, er netop løsladt fra fængslet efter at have afsonet en dom for manddrab, bliver mistænkt for at stå bag bomberne, og gennem ham møder man bl.a. My, der er en af samfundets outsidere.

Igen præsenteres læserne for den sympatiske og musikalske politimand John Wagner og hans kone, Dictes veninde, Ida Marie, og igen danner Århus – med Midtbyen, Bruuns Galleri, Skejby Sygehus, Salling, Store Torv – rammen om historien.

»I fiktionens verden er det godt at have et geografisk holdepunkt til detektiven. Det gør det nemmere at skrive, og det giver også historien troværdighed at kunne beskrive steder, som findes i virkeligheden. Nogle gange føjer jeg selvfølgelig noget til. Jeg møder rigtig mange læsere, for hvem det betyder meget, at bøgerne foregår i Århus. Både folk, som bor i byen, og folk som har minder fra byen, fordi de har boet, haft en kæreste eller taget deres uddannelse der. Jeg er også selv rigtig glad for byen, selv om jeg ikke er Århus-nationalist og faktisk kunne bo, hvor det skulle være. Men jeg synes, det er en dejlig by. Jeg er opvokset i området, og så har jeg både min mor og kæreste her,« siger Elsebeth Egholm.

For et års tid siden flyttede hendes kæreste, Jürgen Klahn, ind i huset i Kasted, hvorfra han også driver sin investeringsvirksomhed. Han har tysk baggrund og er opvokset i Sønderjylland, men er uddannet økonom fra Århus Universitet. Det er kun tre år siden, at de mødte hinanden. På krimimessen i Horsens af alle steder. Forholdet har betydet en stor omvæltning i Elsebeth Egholms liv. Hun har ikke selv børn, men nu kommer Jürgens tre sønner fra et tidligere forhold og bor i huset hver anden weekend.

»Så er der gang i den. De er 12, 15 og næsten 18 og enormt søde. Huset er jo ikke rigtigt gearet til det. De har ikke hver sit værelse, så det er noget med at smide en madras et eller andet sted. Men de er enormt tolerante, selv om de ikke rigtig kan have noget privatliv,« siger Elsebeth Egholm.

Hendes liv har været omskifteligt de seneste år. I 2005 døde hendes mand, den engelske thrillerforfatter Philip Nicholson. Parret havde i midten af 90erne et par år boet på den lille maltetiske ø Gozo, hvor Elsebeth Egholm for nylig har købt en lejlighed, men da hendes far blev syg, købte de i 1995 huset i Kasted, så de kunne være tættere på den danske familie. Alt dette har givet hende et nyt perspektiv på livet.

»Jeg har jo mistet både min far og min mand og for nylig min bedste veninde, som jeg har gået i folkeskoleklasse med. Vi havde altid troet, at vi skulle følges ad, og at vi skulle bo i oldekolle og alle mulige ting. Nu er hun her ikke mere. Meget af det har da påvirket mine bøger, især den forrige »Liv og legeme«, som handlede meget om døden – men på en livsbekræftende måde. Jeg har altid været god til at nyde livet, men med alderen bliver jeg da mere bevidst om, hvor kort livet er, og hvor heldig man er at være her. Puhaa, nogle gange føles det som om, folk falder omkring mig.«

Næste år fylder hun 50 og hun synes, at alderen og erfaringen har påvirket hendes forfatterskab – også selv om hun var voksen, som hun siger, da hun debuterede. Hendes bøger har fået større dybde, og det, som er sket i hendes eget liv, smitter af på bøgerne.

»Siden min første bog udkom, er der jo også sket det, at jeg har solgt en masse bøger og det gør virkelig en forskel. Jeg har fået meget større selvtillid, og jeg har fået ro og tør vente på, at historien kommer til mig. Da jeg havde fået udgivet min første bog og fik penge fra forlaget, tænkte jeg, at jeg skulle skynde mig at skrive en ny bog – og bruge pengene på det. Man tænker som forfatter meget på økonomien, for det tager meget lang tid at skrive en bog – ni måneder til et år. Da jeg skrev de tre første Dicte-bøger, skulle jeg køre slalom mellem bøgerne og journalistikken for at få økonomien til at hænge sammen. Det gik da fint, men derefter syntes jeg, at jeg kunne tillade mig at bruge al min tid på romanskrivning. Det gav en stor ro, og den er blevet bedre siden. Salget er virkelig gået op. Nu kan jeg nå lige at synke og give mig tid til at kede mig lidt, inden jeg går i gang med en ny bog. Det er, når man keder sig, man får de bedste ideer. Der skal ligesom være et tomrum, før ideerne opstår.«

Elsebeth Egholm bruger løs af sin samtid, når hun skriver: Terror, bandekrig, organdonation, vores forhold til indvandrere. Men hun understreger, at hendes bøger aldrig må blive en politisk prædiken.

»Jeg skriver krimier. Det skal først og fremmest være plottet, spændingen og personerne, der bærer romanerne. Men jeg vil også gerne give folk lidt at tænke over. Jeg har valgt en hovedperson, Dicte, der er journalist, og så klæder det romanerne, at historiens omdrejningspunkter er noget, som foregår i nutiden og er aktuelle samfundsemner. Min forrige roman »Liv og legeme« handler om organdonation, døden og det menneskelige legeme. Jeg kan godt lide at tage nogle lidt mere etiske og moralske dilemmaer op og udstille hykleriet i os alle sammen. Vi har jo så mange korrekte holdninger. I en af bøgerne bliver Dictes datter kæreste med en pakistansk fyr, og det provokerer Dichte. Vi synes jo alle, at vi er så fordomsfrie. Men er vi det, når tingene kommer tæt på os?«

I Elsebeth Egholms forrige roman mødte læserne for første gang Dictes bortadopterede søn, Peter Boutrup, som har haft en dårlig barndom. Det er ham, der i den nye roman »Vold og magt« har ført forfatteren ind på sporet med samfundets udstødte. Bogen handler både om Dicte og Peters indbyrdes forhold, og om Peters omgangskreds, bl.a. den skrøbelige unge kvinde My, som lever på kanten af samfundet. Det er ikke nogen skade til, at der kommer lidt social bevidsthed ind i historien, siger forfatteren.

»Det er ikke noget, jeg har dyrket særligt meget, men lige i denne her roman var det på sin plads. Jeg skal jo ikke ud med de politiske bannere. Det handler mere om, hvad historien og personerne i bogen kalder på. Peter Boutrup havde i min forrige roman udviklet sig til at være en stor spiller i historien, så det var naturligt at dreje min nye roman i den retning.«

»Vold og magt« sætter fokus på magt og magtmisbrug og rejser spørgsmålet om, hvordan man opgør et menneskes værdi. Eller måske rettere: Har de socialt svage og udstødte ikke lige så stor værdi som andre borgere?

»Alting gøres jo op i, om man har et arbejde, en indtægt og en uddannelse. Hvis man ikke har det, gælder man ikke rigtigt for noget. Jeg synes, jeg har mødt så mange mennesker, som har så meget andet at byde på. Som ikke umiddelbart har noget af det, som normalt giver værdi. Karakteren My gav mig en mulighed for at vise Dictes søn fra en ny side. Han er ret omsorgsfuld over for My, som ikke kan klare sig selv, og han er ikke en person, der løber fra sit ansvar.«

Elsebeth Egholm tør godt love, at hendes nye roman ikke bliver den sidste om Dicte Svendsen, og at Peter Boutrup igen vil komme til at spille en væsentlig rolle. Når hun er ude at holde foredrag og møder sine læsere, bliver hun altid spurgt, hvad den næste roman skal handle om. Folk vil også f.eks. gerne vide, om Dictes datter Rose er med, og om Dicte ikke snart skal have en ny kæreste?

»Nogle gange må jeg skuffe folk. Det er ikke altid, man skal give læserne det, de vil have. Jeg forsøger at give dem noget, som de ikke forventer.«

Den første Dicte Svendsen-roman udkom i 2002, og lige siden har romanfiguren boet i Elsebeth Egholms hus i Kasted. Hvordan fik hun egentlig ideen til krimierne om Dicte?

»Det kom sig af, at jeg overvejede at sælge huset. Så kom der en ejendomsmægler med papirer om »skjulte fejl og mangler«, »råd og svamp« og alt det der. Hos mig kommer titlen til en bog altid først. Jeg tænkte, at »Skjulte fejl og mangler« var en rigtig god titel, og det kom den første Dicte-bog til at hedde. Jeg gik i forvejen og overvejede at skrive en detektiv- eller krimiserie, men jeg havde holdt mig tilbage, fordi jeg syntes, det ville være for svært. Jeg har altid haft enorm respekt for den genre. Jeg havde jo allerede skrevet et par romaner, som ikke var krimier, og syntes, at det måtte være meget nemmere at skrive en bog uden krimiplot,« siger krimiforfatteren og griner.

»Vold og magt«, Politikens Forlag. Pris: 300 kr. Udkommer på torsdag.