Bog

I ghettoens sind

Svensk fortælling om utilpassede drenge i forstæderne brænder i lag under ordene.

Man kommer det ikke meget nærmere end denne beskrivelse. Men det er også tæt på.

Det nye store svenske forfattertalent Hassan Loo Sattarvandis roman »Belejring« om livet i den skandinaviske velfærdsstats mest forkætrede geografi – forstadsghettoen – er langt inde i sindet på sit emne. Derinde, hvor de mange fag- og journalistiske bøger om ghetto-drenge og forbandet ungdom kun foregiver at komme. Med påklistret indlevelse.

I »Belejring« er der derimod fuldt tryk på følelserne. En ren eksplosion af dem. De maser sig gennem bogen som endeløse godstog, der om natten dunker ad de skinner, som gennemskærer forstædernes betonkvarterer. Hovedpersonen, 15-årige Caspian, forsøger i en indre bevidsthedsstrøm at få styr på en ulykke. Vi ledes fra øjeblikket, tragedien finder sted, tilbage til før og derpå frem mod den på ny. Imens tegnes den stockholmske forstadsghetto op. Ikke dens arkitektoniske monomani, vel at mærke. Den kender alle. Om ikke fra Solna så fra Vollsmose, Gellerup eller Ishøj. Vi taler derimod ghettoens sindstilstand, dens psykologiske profil præget ind i en desillusioneret teenager. Vi taler det faderløse samfund, den moderfaste afmægtighed og skolens gode vilje og efterfølgende fallit.

Caspian søger fortvivlet efter sandheden, kærligheden og livet, blot for at finde løgn, vold og død. Hvis man har været forbi derude – i forstæderne – i de seneste årtier og mødt højhusenes drenge, tvivler man ikke på, at Sattarvandi er i nøjagtig vater med virkeligheden. Sågar med fakta. Fiktionen bruges i sin fremmeste rolle. At sige det, ingen tør eller magter at formulere som realitet. Og det gør ondt undervejs. Eksempelvis i beskrivelsen af Caspians og vennen Agges nedturs-gangart og deres indbyrdes opretholdelse af hinandens emotionelle omverdensforagt. Mod velmenende lærere og tilnærmende piger. Hvilket blot øger hårdheden i deres indkapsling. Lige som det begrænser omgivelsernes mulighed for at nå dem. Og endelig bekræfter de to drenge selv formålsløsheden med deres liv. »Agge råbte ind gennem brevsprækkerne, og det syge var, at der end ikke kom nogen og åbnede og bad ham om at holde kæft,« som en af parrets rastløse aftenture i opgangene beskrives af Caspian. Dertil kommer forsøgene på at dulme smerten, angsten, uroen med alle forhåndenværende midler. »Det sjoveste er, når man ikke ved, hvis mors piller det er (op- eller nedtursmedicin, red.), og det hele kommer pludseligt.«

Caspians stemme har sine steder en nærmest grusom autenticitet. Fortællingen brænder her i lag under ordene. Hvilket er virtuost udført. Sattarvandi bryder dog også stemmen indimellem med refleksioner, man skal vænne sig til fra en 15-årig forstadsdreng. Hvilket – sammen med den indre monologs krævende form – er eneste og mindre betydelige anke mod en roman, der helt ud i sin titel beskriver en indre oplevelse af undtagelsestilstand. En geografi, hvor ordensmagten optræder lige så desperat som sine »kunder«. Hvor lærere forsøger sig som omsorgsarbejdere for elever, der nægter at påtage sig rollen som svage. For ikke at blive trukket nærmere sammenbruddets rand. En bydel, hvor 15-årige drenges tilværelse og fremtid formøbles, inden de overhovedet er begyndt på den.

»Belejring« synes dækkende for det hele. Både som begreb og som en fornemmelse af romanen. Man kan ikke komme uden om den.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.