Bøger: Hans Mortensen: »Dét, Svend mener, er … «. Ny bog med Svend Auken er en slags politisk huspostil, der viser, hvor optaget han var af fremtidens udfordringer, skønt hans eget liv var ved at rinde ud.
7. oktober 2009, 18:48 – opdateret 7. oktober 2009, 22:29
af 6 stjerner
Allerede omslaget sætter bogens niveau. Det er maleren Niels Corfitzens portræt af Svend Auken fra 2008, naturalistisk-fotografisk i stilen, men fabelagtig udtryksfuldt. Lige så levende Svend Auken fremtræder på billedet, lige så nærværende er han i bogens ord. Man hører hans stemme, mærker hans iver for at forklare sig, genkender de vittige og ironiske pointer – og de polemiske udfald, han aldrig kunne nære sig for at komme med.
Hans Mortensen – politisk journalist på Weekendavisen og som sådan én af landets interessante politiske iagttagere, desuden forfatter til bl.a. »De fantastiske fire«, der skildrer Socialdemokratiets nyeste historie centreret om Auken, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup – har udviklet en lykkelig form til denne interviewbog. Dens grundlag er omkring tyve timers samtale med Svend Auken, ført i løbet af dette forår. Den sidste samtale fandt sted godt seks uger før Aukens død.
Formen betyder, at man læser bogen som en jeg-historie, Aukens egen sammenhængende beretning om sit politiske liv, dets erfaringer, standpunkter og udfordring-er. Mærkeligt er det, men det fortæller meget om både interviewers og den interviewedes kompetencer, at man læser bogen ud i et stræk, som var den en spændingsroman af højeste kvalitet. Forudsætningen er naturligvis, at man er politisk interesseret og optaget af dette land, dets fortid og fremtid. Som Svend Auken var.
Tamatisk ordnet
Hans Mortensen har fjernet sine egne spørgsmål og bemærkninger. I stedet har han forsynet hvert kapitel med en forklarende og sammenfattende introduktion. Kapitlerne – 13 i alt – er tematisk ordnet og omfatter emner som Aukens vej til Socialdemokratiet og hans forståelse af, hvad der kendetegner dette parti, der engang var en bevægelse. Der er fremragende kapitler om fædrelandsfølelse, magt, forbilleder, Socialdemokratiets syn på staten, miljøpolitikken, kristendommen, socialismen, de store resultater og nederlag. Man er i gavmildt selskab. Auken er åbenhjertig, skjuler ikke tanker og følelser, men stik mod tidens mode er der kun nogle få ord om private forhold. Lykkeligvis.
Auken ville ikke være en ægte socialdemokrat af den klassiske skole, hvis ikke han nærede et sundt had til kommunismen. Men han er fair og analytisk nok til at respektere de enkelte kommunisters dygtighed. Således siger han om Ole Sohn: »Han var en af de mest nederdrægtige kommunister, jeg har kendt. Men hold op, hvor var han god til at argumentere!« Auken gør meget ud af at understrege, at han som socialdemokrat er pragmatiker, ikke utopist. Og det stemmer i mange sammenhænge, men lyder unægtelig noget besynderligt, når han samtidig udstikker den vision, at hele verden skal have et samfundssystem af dansk, socialdemokratisk velfærdsstatstype. Han indrømmer dog, at dette mål kan forekomme temmelig ambitiøst.
Aukens blinde plet
På et andet punkt er han heller ikke helt begribelig. Man forstår på ham, at Anker Jørgensen udrettede mirakler, var en af de bedste statsministre, landet har haft, og at Knud Heinesens advarsler om, at vi i den økonomiske politik nærmede os afgrunden, var overfladisk tale. En stærk personlighed har som regel også stærke blinde pletter. En af Aukens blinde pletter er økonomien. Sit eget værk, efterlønnen, roser han i høje toner, han har ikke fortrudt et sekund, fastslår han. Så kan landet ellers gå bankerot! Her bekræfter han vel de stærke fordomme, visse har næret mod hans person. Til gengæld afkræfter han fordomme, når han redegør for sit syn på staten og pligten til at arbejde. Her vil mange borgerlige være enige med ham, og selv fremhæver han, at i synet på sociale normer deler han de borgerlige værdier.
Hvis nogen i vore dage ellers vidste, hvad en huspostil var, så ville jeg sige, at Hans Mortensens samtaler med Svend Auken er en politisk huspostil, langtidsholdbar, til at læse i et stræk, men også til at vende tilbage til og slå op i, diskutere med, når man trænger til nogle stimulerende betragtninger over samfundets tilstand og den historiske udvikling, det politiske liv, dets vilkår og dets aktører. Den fortjener de seks stjerner for sin rigdom af indhold, for det menneskelige format, der løfter den, og for sin form: i sin genre er den af enestående kvalitet.
