19. august 2009, 22:30

Det kræver et særligt talent at holde en krimiserie kørende. Forventninger til universet og personerne skal forløses, men helst på en måde, der giver os netop det, vi ikke lige havde regnet med. Det ved Elsebeth Egholm alt om, og med »Vold og magt« får hun krimiformlen til at slå så kvalificerede gnister, at sjette bind om journalisten Dicte Svendsen ender med at blive seriens mest imponerende.

I modsætning til tidligere bind, hvor Egholm har benyttet en dagsaktuel problematik som motor i plottene, er »Vold og magt« båret af en mere eviggyldig problemstilling. Det handler om børn, der bliver ladt i stikken af deres forældre eller af systemet, så naturligvis har så godt som alle i bogen problemer med deres børn. Det gælder politimanden John Wagner, men først og fremmest Dicte selv, der for alvor kommer i nærkontakt med sin bortadopterede søn Peter.

Nærmest samme dag som Peter bliver løsladt fra fængsel, bliver han mistænkt for et mord og bombesprængninger i Århus, der nær havde kostet Dicte livet. Peter har længe fungeret som et slags romantisk fantom i serien, men omsider kommer vi helt ind i ham. Og det kan læserne godt glæde sig til. Ikke alene formår Egholm at koge Dictes søgen efter sønnen sammen med et plot, der er det mest komplicerede og mest spændende, hun nogensinde har begået. Egholm er også blændende sikker, når hun lukker op for Peters historie og fortæller om de besynderlige skæbner, hans egen er flettet sammen med.

Her tænker jeg mest af alt på den skæve eksistens My, men også på den cool borgmesterkandidat Fran­cesca Olsen. Disse kvindeskild­ringer ligner ikke noget, vi har set før i en dansk krimi. My er den rablende type, vi ikke er lige glade for at sidde ved siden af i bussen, mens Francesca er forbilledet, der gemmer på hemmeligheder. Egholms overrumplende historier gør indtryk og skubber til vores fordomme.

Egholm fyrer den af
Fra den første bombe saboterer idyllen i Århus, er der ikke et kedeligt øjeblik i »Vold og magt«. Egholm fyrer den af og udnytter hver eneste chance for at skabe en rørende og gribende scene. Gu’ er det sentimentalt, men Egholm kan slippe af sted med det, fordi hendes prosa har vokset sig bedre og bedre. Så man glemmer hurtigt alt om krimiformler og må overgiver sig til historien.

Jeg vil vove den påstand, at hvis Egholm var brite eller amerikaner, var hun ikke alene et verdensnavn, men også mere end respekteret for den måde, forfatterskabet har udviklet sig på i de tre sidste bøger. Med »Vold og magt« og plottets gotiske tråde til det engelske, ligger det faktisk lige for at sammenligne Egholm med Minette Walters – vel at mærke da denne britiske krimidronning var på sit højeste. Walters har aldrig skrevet krimier i serier, og måske Egholm også skulle overveje en afstikker fra Dicte for at komme videre med forfatterskabet. For krimier skrevet på Dicte-formlen kan næppe blive bedre end det her.