Roman

I drømmenes København

Amalie Laulund Trudsø debuterer med en smuk, poetisk ladet prosa, men historien om en pige, som flytter til hovedstaden, er for spinkel.

Nogle debutromaner bliver til, fordi forfatteren er kommet på en historie, der bare må skrives. Andre vokser ud af et regulært skrivebegær; af en vild lyst til at danne ord, sætninger, afsnit, strukturer.

I sjældne tilfælde lykkes det en debutant at forene de to - den stærke historie og det levende sprog - men oftest må læseren nøjes med en af delene.

Sådan er det også med Amalie Laulund Trudsøs »Koordinater«, der afgiver fine løfter for fremtiden med sin lyriske, smukt flydende prosa, der er organiseret i korte kapitler med overskrifter som Njalsgade, Søndermarken, Tagensvej, Enghave Plads og Valdemarsgade.

60 steder i det København, som den unge fortæller i bogen netop er flyttet til for at læse på universitetet på Amager, hvor Amalie Laulund Trudsø selv læser dansk. Og dele af »Koordinater« låner sikkert, som så mange andre debuter, fra forfatterens eget liv. Det er dog ligegyldigt hvor og hvor meget, mens det er helt afgørende, om bogen trækker læseren med ind. Og hvor det bare lykkes fint på den allerførste side, som åbner sådan:

»Der er her, jeg bliver forladt for første gang, her står jeg og vipper på kantstenen i gummisko søndag eftermiddag. Tankeløst forærer man mig byen, den hinde over naturen af ulige elementer: sten, plastic, metaller. Man rækker dem frem, og man vender sig bort. Det er en sugen begge veje, mod røde baglygters venstresving ad Østerbrogade og mod vandspejlets augustgnister.«

De første sider i »Koordinater« er i det hele taget en fornøjelse, og Amalie Laulund Trudsøs måde at fortælle historien på - via pigens oplevelser og indtryk på de mange gader, pladser og veje i København - er god og begavet.

Men når »Koordinater« taber højde, skyldes det historien, som skal bære den poetisk ladede prosa. Den er ganske enkelt for spinkel og kan, uden at negligere noget væsentligt, sammenfattes således: Ung provinskvinde flytter til København og begynder at studere, mens hun lærer byen at kende og har forskellige kærester, hvoraf den ene er musiker og mentalt ustabil.

Der er et misforhold mellem denne lille, banale historie og den poetiske prosa, og som man læser sig gennem de blot 92 sider, viser skriften sig også at være lovlig inspireret af Marguerite Duras. Eller måske snarere hendes danske og lige så kolon-glade beundrer, Josefine Klougart.

I Josefine Klougarts »Hallerne« kan man også læse om København. Ja, bogen gemmer faktisk på nogle af de bedste beskrivelser af byen i nyere dansk litteratur. Det gør »Koordinater« ikke og er som sagt heller ikke i besiddelse af nogen særligt interessant historie.

Men, men, men. Amalie Laulund Trudsø har lysten til at skrive og en musik og glød i nogle af sine sætninger, som kun et forfattertalent kan have. Som når hun skriver, at »rockmusikken i rummet er som en bred, bortvendt ryg« og »forhaverne ovre på Rahbeks Allé læner sig ud over fortovet«. Eller om »Et København gennemhullet af gadebelysning«.

Så der er al mulig grund til at håbe, at Amalie Laulund Trudsø finder formen næste gang. Eller rettere: en rigtig god historie.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.