Bøger::

Hvad i alverden har vi gang i?

Lene Andersens dialogbøger inviterer til interaktiv læsning og deltagelse i samfundsdebatten. Hvem orker?

3 af 6 stjerner

Sidste bog i Baade-Og serien er den femte og som sådan tilegnet ugedagen fredag. Efter udgivelserne med titler på ugedagene fra mandag til fredag kan læseren puste ud i week-enden. Og det er sådan set betænkomt af udgiveren over for den overbebyrdede læser, der på de fem hverdage allerede er blevet pålagt alverdens filosofiske problemer fra skabelsen til atomfysikken.

Først skal projektet imidlertid foldes ud. Manuskripterne til bøgerne - der efterhånden tæller 2000 sider - er angiveligt skrevet af Jesper Knallhatt og kommer i den ligeledes fiktive udgiver Pamfilia Severinsens besiddelse i år 2033. Fredag består så herefter hovedsagelig af et interview eller en samtale mellem livsstiljournalisten Tenna og den tvangsindlagte TV-producer Cornelius Magnussen. Sidste lag i »fortællingen« er læserens egne eventuelle input til live-debatsiden www.hvadharvigangi.dk og deltagelse i Baade-Og projektets arrangementer. Forfatter, projektmager og åndelig toast-master er den insisterende 41-årige civiløkonom og frafaldne stud.teol. Lene Andersen.

Hele det dialogiske projekt er tænkt som et sokratisk samtaleforum, hvor spørgsmålene selv i første omgang skal føre frem til læserens egen omtanke og indsigt. De 464 bogsiders dialog om »global eksistentialisme« forvandles dog snart under læsningen til litterær masochisme. Indhold og udstrækning i blot den ene bog i serien svarer vel rundt regnet til 100 kronikker, som mere oplagt kunne have været diskuteret i avisernes debatindlæg og læserbreve. Men det er jo ikke det samme som at komme til orde på nettet, hvor en entusiastisk læser i øvrigt foreslår dialogen videreført på fast grund i et debattelt på Roskildefestivalen 2010.

Jesper Knallhatt/Lene Andersen: Baade-Og Fredag. 464 s. 299 kr. Det Andersenske