Biografi

Hunden der blev Holllywood-helt

Han var lige ved at få en Oscar i Hollywood, men i sidste øjeblik glippede det, og det var ren diskrimination. En ny bog fortæller historien om en af Hollywoods største stjerner - hunden Rin Tin Tin.

Rin Tin Tin var i en årrække Hollywoods mest populære stjerne. Alene i 1927 spillede den med i fire Hollywood-film, der alle blev store succeser. Schäferen klarede overgangen fra stumfilm til talefilm og spillede sammen med en lang række stjerner, og den blev valgt af publikum til en Oscar. Men her glippede det, og de nidkære medlemmer af juryen afviste at give prisen til en hund.

Bag Rin Tin Tins succes lå en dramatisk historie om dens redning fra ruinerne i Europa og dens træner, Lee Duncan. En historie som New Yorker-journalisten Susan Orlean opruller i bogen »Rin Tin Tin. The Life and the Legend.«

Rin Tin Tin blev født på kamppladsen i det østlige Frankrig i september 1918. Lee Duncan var korporal i den amerikanske hær og var sendt ud for at sondere en tysk militærbase, der havde været under angreb. Han så et hus, som han identificerede som en kennel og trådte ind i mørket. Derinde så han en bunke hundelig, og han var ved at gå ud af huset, da han hørte en klynken i det ene hjørne. Da han kiggede efter, så han en schäferhund med sit kuld på fem unger. Han fik den agressive mor og ungerne ud i sin jeep og kørte tilbage til basen.

Lee Duncan havde ikke haft en let ungdom. Sin far kendte han ikke, og i en række år måtte han bo på børnehjem sammen med sin søster. Da hans mor hentede ham, flyttede familien til et fjent område i Californien, hvor han ikke havde kammerater og kun en hund at lege med. Den unge Lee meldte sig til militærtjeneste og befandt sig nu i Frankrig. Han besluttede sig for at beholde to af hundene fra kuldet, og han navngav dem Rin Tin Tin og Nanette efter nogle populære dukker. I juli 1919, efter våbenstilstanden var indtrådt, blev Lee Duncans enhed udstationeret i den franske by Brest, og hundene fulgte med ham. Lee sagde senere, at deres skæbne mindede om hans egen: »De var kravlet ind i mit ensomme liv og var blevet en del af mig.«

Karrieren begynder

Tilbage i USA med hundene fik Lee arbejde som sælger, men han havde store drømme. Han mente at se et specielt talent hos Rin Tin Tin, og han skrev et manuskript til en film, som han kaldte »Where the North Begins«.

Med manuskriptet under armen rejste han til Hollywood, hvor filmselskaberne sprøjtede stumfilm ud. Dyr havde en god chance for at klare sig over for mennesker, fordi de ofte kunne udtrykke følelser gennem deres mimik og sjældent overspillede, som deres menneskelige kollegaer. Rin Tin TIn var specielt god til at sætte ansigter op, som mennesker syntes udtrykte følelser, og han var desuden en meget begavet hund, der udførte ting på kommando uden problemer.

Jagten på et filmselskab, der ville producere Lee Duncans film, begyndte. Han vandrede ind og ud af selskabernes studier uden resultat, indtil han en dag kom til Warner Brothers, hvor Harry Warner var i gang med at indspille en film med en ulv. Den var lånt fra Los Angeles Zoo, men klarede opgaven dårligt. Lee Duncan fik Harry Warner overbevist om at forsøge sig med Rin Tin Tin, som klarede opgaven strålende. Resultatet var en kontrakt på otte år med filmstudiet, og den første opgave var indspilningen af Lee Duncans manuskript »Where the North Begins.« Det blev en kassesucces, og Susan Orlean skriver, at der er hold i påstanden om, at Rin Tin Tin reddede Warner Brothers fra økonomisk kollaps, og han blev med sin filmdebut pludselig en national helt.

I de kommende år var Rin Tin Tin helten i en række film, hvor han udførte hunde-kunster som at springe over floder og kløfter, men også mere udfordrende opgaver som at made et får og tænde lys i et fyrtårn. At springe gennem ruder var derimod let nok, for de var lavet af sukker, og Rin Tin Tin fik lov til at spise resterne bagefter.

Snart blev den firbenede stjerne så populær, at den tjente mange gange mere end de fleste skuespillere. Hunden blev den rene pengemaskine for selskabet og gjorde Lee Duncan til en holden mand. Han tjente i løbet af de otte år kontrakten løb ca. fem millioner dollars, hvilket i dag ville være en formue.

Kandidat til en Oscar

I 1927 blev Rin Tin Tin udnævnt til årets kunstner i USA med både kommerciel og anmeldersucces. Filmakademiets priser, de såkaldte Oscars, blev for første gang introduceret det år, og Rin Tin Tin fik flest stemmer som bedste skuespiller. Men Akademiets medlemmer var bange for, at en pris til Rin Tin Tin ville skade prisens prestige, så stemmerne blev talt om og prisen givet til den tysk-amerikanske skuespiller Emil Jannings for hans rolle i filmen »The Way of all Flesh«.

Det er Susan Orleans påstand, at Rin Tin Tin ikke blot var en hvilken som helst hund, men faktisk kunne noget på lærredet. I filmen »Clash of The Wolves« optræder den ikke blot med forbløffende akrobatnumre, men har en »ekstremt udtryksfuld mimik«. I filmen spiller Rin Tin Tin ulven, der bliver nød til at forlade sit ulvekoppel for at dø. Ifølge Susan Orlean vil enhver biografgænger blive følelsemæssigt påvirket af at se hans skuespil i den rolle. Men Rin Tin Tin var ikke blot en succes hos et amerikansk publikum hans film solgte over hele verden, og også herhjemme blev Rin Tin Tin set af store skarer.

Alt var dog ikke idyl. Rygter sagde, at han havde bidt andre skuespillere, at han var lunefuld, og at hans eneste store fortrin var, at han ikke drak alkohol som resten af banden. Susan Orleran afliver disse rygter, men medgiver, at Rin Tin Tin var meget knyttet til Lee Duncan og ikke social over for andre.

Den firbenede stjerne døde i 1932, hvilket medførte noget nær landesorg i USA. Lee begravede Rin Tin Tin i baghaven til sit hus. Rygtet siger, at han døde i armene på skuespillerinden Jean Harlow, men det rygte afliver Susan Orlean. Og arven efter ham levede videre. En af Rin Tin Tins hvalpe spillede med i en række film i 1930erne, uden dog at være en lige så dygtig skuespiller som sit fædrende ophav.

Også efter sin død vedblev Rin Tin Tin at spille en rolle, og man behøver blot at læse den jødisk-hollandske pige Anne Franks dagbog for at se, at hun elskede Rin Tin Tin. Den sidste film, hun så inden deportationen, var en film med ham.

Schäferhunde kom til at spille en ikke ubetydelig rolle under Anden Verdenskrig. 30.000 var blevet brugt under Første Verdenskrig, og nazisterne nærede store forhåbninger til en raceren udgave af den. Det var da også den hund, som Adolf Hitler foretrak, og Blondi, som hunden hed, fik lov til at kravle op i sengen til ham, et privilegium som Eva Braun havde. Nazisterne rekrutterede hunde og mest schäfere fra private op gennem 1930erne, og da krigen begyndte, havde man et hundekorps på godt 200.000.

Amerikanerne var langt bagefter i rekrutteringen og træningen af hunde. Men i slutningen af 1930erne satte man skub i forsøget på at få private til at give hunde til militær træning. For at få gang i kampagnen satte man Lee Duncan og hans Rin Tin Tin III, der sandsynligvis var en direkte efterkommer af den første Rin Tin Tin, til at optræde på film og i radioen for at propagandere for sagen. Træningsprogrammet for rekrutterne bestod bl.a. i at angribe dukker forestillende Adolf Hitler og den japanske kejser Hirohiro. Susan Orlean fortæller en fascinerende historie om hundenes deltagelse i Anden Verdenskrig.

Arven efter Rin Tin Tin

Legende om Rin Tin Tin bestod i mange år efter dens død. Rin Tin Tin III spillede i 1947 med i filmen »The Return of Rin Tin Tin«. I 1950erne blev en TV-serie med titlen »The Adventures of Rin Tin Tin« en kæmpesucces, og Susan Orlean skriver om sin personlige erindring fra 1950erne, at Rin Tin Tin var en af de mest omtalte helte i perioden, fordi serien blev en del af amerikansk hverdagsliv.

Lee Duncan selv døde i 1960. Rin Tin Tins film var tidstypiske melodramaer, som for et nutidigt publikum, skriver Susan Orlean, virker gammeldags, men alligevel udtryksfulde.

Det er Susan Orleans opfattelse, at Rin Tin Tin kom til at symbolisere mere for amerikanerne end blot en populær hund. Den var en immigrant med succes. Den var modig, initiativrig og havde sin egen personlighed - altså alt det, som amerikanerne holdt af. Men en Oscar måtte den ikke få. Emil Jannings medvirkede senere i nazistiske propagandafilm og viftede gerne med sin Oscar-statuette, så Rin Tin Tin havde nok været et bedre valg.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.