9. juni 2011, 22:30

Folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen foretrak de kolde vinterdage – når hedebønderne var hjemme og havde tid – til sine optegnelsesrejser. I efteråret og frem til julen i 1873 vandrede han – gerne omkring 30 km om dagen – på hedens grænse til civilisationen og på de lokales grænse til moderniteten på én af sine vigtigste og mest givtige ekspeditioner på heden mellem Aulum og Karup nord for Herning. Her traf han i et skident og uryddeligt hus i Sammelsted fattigkoloni den 80-årige døve og stærkt nedslidte uldbinder Johanne Tygesdatter, der skulle vise sig at være en ren guldgrube for »guldgraveren«, der gravede og halede truet dansk kulturhistorie frem af folkedybet. Ikke blot i form af de viser, fortællinger og eventyr, der rakte tilbage til middelalderen, men også i form af et tidsbillede, der ellers for eftertiden ville være ganske overskygget af det borgerlige kulturindhold.

»Hvert øjeblik fik jeg et puf, og samtidig var hendes hoved i næsten umiddelbar berøring med mit. Hun gav sig til at ælte, og alt imellem som hun æltede med de gamle knoklede hænder, der var næsten vanskabte, kom hun hen og sagde mig nogle vers til, medens manden mukkede, fordi dejen blev forsømt«. Således beretter Evald Tang Kristensen til Sven Grundtvig i København, der var videnskabelig tovholder for feltarbejdet på heden. Var den gamle kone i fattighuset på Ørre Hede ved at gå til i sit eget skidt og sygdom, så stod hun samtidig ved dejtruget og sang højt og fornøjet om en fortryllet ridder af Rosengaard! Lige indtil sønnen dukkede op og med sine indremissionske argumenter mod hedenskaben jagede folkemindeforskeren på porten. Det hastede i enhver forstand at få den mundtlige tradition i den gamle folkekultur skrevet ned.

Og folkemindeforskeren vandrede videre på sine hullede sokker og i sine våde støvler i stadig fare for luse- og fnatangreb og i store bekymringer for dem derhjemme i landsbylærerboligen, hvor en kollega vikarierede. Forplejningen på heden var sparsom og bestod oftest af »kas«, hvilket indebar kogt kål med en smule byggryn og – når det gik højt - en flæsketerning. Og overnatningenvvar primitiv, når husets kone måtte overlade sin plads i sengen ved siden af ægtemanden til vandringsmanden og selv søgte tilflugt i en dynge gamle klude under brændeovnen. Men

folkedybets kulturelle arv skulle reddes for nationen, mens tid var, og bygge nationalt bolværk mod de moderne tiders materialisme og kulturløshed. Imponerende tre tusind viser, tusind melodier og femten tusind sagn blev det til.

I sin disposition af stoffet i »De forsvundne. Hedens sidste fortællere« har forfatteren, etnologen Palle Ove Christiansen, rejst et sandt monument over folkemindeforskeren.

Kernen i bogen er mødet med de 11 berettere fra rejsen i 1873 og en tolkning og gengivelse af materialet. Men det er samtidig en levende skildring af rejsen, dens landskaber og intense møder under livsvilkår, som det øvrige Danmark for længst havde forladt i 1873, og som i flere tilfælde var at ligne ved ren middelalder, hvor forskellen mellem mennesker og dyrs levevis næppe var til at skelne. I tilgift bringes de fotooptagelser, Evald Tang Kristensen fik foretaget på glasplader i sommeren 1895, hvor han atter besøgte sine meddelere, samt de nutidige fotos, landskabsfotograf Henrik Saxgren har leveret med stor omhu af de ak så forandrede huse og landskaber. Og med større selvfølgelighed hedemaleren Hans Schmidths og andre kunstneres genrebilleder fra tiden.

Samtidig placeres folkemindevidenskaben i den internationale sammenhæng, som den ydmyge, men også selvbevidste Tang Kristensen skrev sig ind i, endnu mens han levede.

Palle Ove Christiansen har med sine studier i folkemindevidenskab skabt et Danmarksportræt i en hel særlig klasse, hvor den kulturarv, der var ved at forgå i glemsel allerede dengang i 1873, atter bliver levende. En fagbog med de dyder, der gør etnologi og folkemindevidenskab nærværende og folkelig uden at forråde videnskaben og gøre den til ren underholdning. Men underholdende og illustrativt pædagogisk – også med geodætisk kortmateriale – er det hele vejen.

Vi er med lige i hælene på den dobbelte rejse: Den Evald Tang Kristensen foretog i fortiden med notesblok og madrester i rejsetasken, og den, som den vidende nutidsforfatter i bogstaveligste forstand har eftergået og fortalt med pointeret viden, engagement og stor sproglig spændstighed.