Havet under hendes vindue

Marguerite Duras er en af den moderne litteraturs store forfattere. Og flere af hendes særlige stiltræk brød først frem i klummesamlingen »Sommeren 80«.

Det er ikke temaerne, som får Marguerite Duras til at træde frem i litteraturhistorien, men derimod måden hun fremskriver dem på.

Når hun skriver om død, kærlighed, begær eller ensomhed er det nemlig med greb, som straks genkendes som hendes, og i et sprog som på samme tid er meget lyrisk og næsten fysisk.

Alt dette kan blandt andet opleves i romanen »Elskeren«, som udkom til klassikerstatus i 1984, og hvis stil tydeligvis har påvirket flere unge danske forfattere. En Josefine Klougart for eksempel eller en Bjørn Rasmussen - som sågar klippede dele af romanen ind i sin debutbog.

Og når klummesamlingen »Sommeren 80« er interessant, er det ikke mindst, fordi det er her, Duras først arbejder med den form, som har været med til at give hendes særstatus i litteraturen, nemlig måden at blande det, hun skriver om op med stedet, hun skriver fra.

De ti klummer skrev hun på opfordring fra den franske avis Libération gennem sommeren 1980, og opgaven var at skrive om »nyheder som var kommet til at interessere mig«.

Men de ti tekster i bogen ligner hverken nyhedsjournalistik eller klassiske klummer. Fra sit skriverum, »det mørke værelse« som hun kalder det, i den franske kystby Trouville skriver hun i stedet om det, hun ser uden for vinduet. Om det skiftende vejrlig, om menneskene på stranden.

Og midt i dette er begivenheder fra TV og aviser også til stede, men som alt det andet formidlet med poesiens temperament. Her er De Olympiske Lege i Moskva en »blodig maskerade«, mens »dødens regering« sidder på magten i Iran, og på samme måde skildres hungersnød i Uganda, strejker i Gdansk og Sovjetunionens tilstedeværelse i Afghanistan.

Stort som Europa

Ordene om storpolitik og global uretfærdighed står - for nu at sige det som det er - ikke særlig stærkt, men bliver ofte for banalt eller patostungt.

Nej, »Sommeren 80« er en langt større oplevelse, når Duras skriver om sin udsigt; om havet, sandet, regnen, blæsten. Som når »Tågen dækker himlen, den er af en uudgrundelig tæthed, stor som Europa, standset op.« Eller: »Havet står højt, ubevægeligt, dets overflade er blikstille, perfekt, et silkestof under den grå og tunge himmel.«

Midt mellem disse passager og de politiske indslag optræder en dreng igen og igen og bliver et billede på uskylden i den voldsomme virkelighed. Eller sådan kan man fortolke ham i denne bog, som er stærkest i sin poetiske åbenhed, hvor verden omkring skrivebordet bliver en del af teksternes poesi. Og svagest når virkeligheden anno 1980 bliver for konkret, for bastant.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.