Halløj Pessoa – vi hedder Liv Mørk

»Jeg er stærkt optaget af Fernando Pessoa.« Således lyder en af de første linjer i det lille digthæfte »Fingerkys – et legitimationspapir«, og det er et udsagn, som ligger og snurrer lystigt værket igennem.

4 af 6 stjerner

Den portugisiske digter Fernando Pessoa (1888-1935) er især kendt for sine omfattende maskespil med en lang række heteronymer – og denne leg med identiteter og forskelligartede stemmer præger på alle måder »Fingerkys«, hvis afsender også er et heteronym: Nemlig den blinde forfatter og tidligere filminstruktør Liv Mørk, der er virkeliggjort af forfatterne Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle. Det polyfone udspil er yderst vellykket og charmerer både med sine drømmeagtige personlighedsspaltninger (»og den uhyggelige fornemmelse af at jeg vågner fra/ den historie/ jeg virkelig hører til i«), sit konkrete billedsprog »’Et fly er en lynlås/ der åbner det blå og vi er/ dem vi er.«) og mange lyriske højdepunkter (»jeg bedrager dig kun metaforisk/ det bekymrer dig/ sex kan man da forstå, siger du/ men kan man det?«). Mange fingerkys herfra.