Forlag forærer ny roman væk

Iselin C. Hermanns nye roman »Domino« er ikke kun at finde på boghandlernes hylder. Forlaget har trykt 20.000 ekstra eksemplarer, der vil blive lagt rundt omkring i det offentlige rum som et såkaldt vandregode. Konkurrenterne finder ideen interessant.

Dagen i dag er ikke en typisk arbejdsdag for marketingmedarbejderne på forlaget Lindhardt og Ringhof. De er på udflugt i et noget specielt ærinde. De cykler rundt og lægger Iselin C. Hermanns nye roman »Domino« rundt omkring i parker, på bænke og stationer og alle mulige andre steder i det offentlige rum som en gave til dem, der samler den op. Bogen er i ord identisk med den, der er på boghandlernes hylde til 299 kroner, men kvaliteten er anden. De gratis vandregoder er trykt i en pocket-udgave på billigt papir.

Bagtanken med den gratis gave er selvfølgelig at skabe opmærksomhed omkring udgivelsen. Ifølge Lindhardt og Ringhofs marketingchef, Niki Robson, lå ideen lige til højrebenet, da hovedpersonen i »Domino« på bogens første sider finder et såkaldt vandregode.

»Jeg har i lang tid syntes, at det kunne være sjovt at afprøve denne utraditionelle form for markedsføring i håb om at plante bogen lidt sjovere hos folk. Når man finder en bog på en bænk med beskeden om, at man skal tage den med sig, så er det måske noget, man taler om,« siger Niki Robson.

Hos forlaget People’s Press er man begejstret for den kreative markedsføringsidé.

»Vi synes, det er en skæg idé. Der er behov for nye markedsføringsmetoder i bogbranchen. Det er godt, at forskellige ideer bliver afprøvet,« siger PR-medarbejder Nanna Thylstrup fra People’s Press, som er et af de forlag, der også har eksperimenteret med alternative markedsføringsmetoder. Blandt andet ved at lave outdoor-reklamer, producere TV-spot, lave gratis læseprøver og lancere billige pocket-udgaver, der bliver solgt i kiosker.

»Vi synes, at det er vigtigt, at man tænker nyt og prøver at åbne flere menneskers øjne for bøgernes verden, så dét at læse bøger bliver demokratiseret,« siger Nanna Thylstrup.

Gyldendals presse- og marketingchef, Camilla Wahlgreen, kunne også godt finde på at forære bøger væk:

»Det er vigtigt, at man kigger på enhver bogs potentiale og overvejer, om man kan gøre noget anderledes for at sprede kendskabet. Hvis bogen er stærk nok, så synes jeg, at det er en god idé,« siger Camilla Wahlgreen.

Hos Lindhardt og Ringhof frygter man ikke, at de 20.000 gratis eksemplarer af bogen får en negativ indflydelse på salget.

»Vi er ikke bange for, at den form for markedsføring udhuler salget. Der er jo forhåbentlig nogen, som hører om bogen på denne måde, men måske ikke selv finder en – og så køber et eksemplar i stedet. Man kan markedsføre herfra og til Månen, men den bedste anbefaling får man jo fra en, man kender. Man kunne også forestille sig, at en heldig finder af bogen bliver glad for den og får lyst at købe den »rigtige« til en, de holder af,« siger Niki Robson.