Erhvervsthriller: »Holger«. »Holger« er undergrundslitteratur i højt, folkeligt gear. Med en skøn blanding af alvor og humor tegner Dan Larsen et skrækscenario, hvor Danmark er ved at blive købt af en amerikansk kapitalfond.
8. februar 2008, 22:30
Alle taler om det, ingen gør noget ved det. Det er en fin forretning for udenlandske fonde at opkøbe danske selskaber og virksomheder, men er Danmark også tjent med den business? I »Holger« sætter Dan Larsen tingene på spidsen og forestiller sig, at Wall Street-milliardæren Norman Schluss beslutter sig for at købe Danmark til Mariann Madsen, hans uimodståeligt dygtige danske protegé.
Mariann leder slagets gang fra Holmens Kanal og i ly af sin gamle arbejdsplads, vekselererfirmaet Petersen og Grund A/S. Her har hun nemlig endnu en hengiven arbejdsgiver, der også har nydt godt af hendes evner og sukker efter de få gange, hun slår håret ud og udnytter ham seksuelt.
Men Mariann og Normans opkøb forbliver ikke ubemærkede, og på en drukweekend med vennerne bliver Kronprinsen gjort opmærksom på invasionen. Han mobiliserer en fredelig, men særdeles medievirtuos modstandsbevægelse.
I al hemmelighed ansætter Kronprinsen statsministerens tidligere spindoktor, Ole Bang, der også er blevet fyret fra en stilling som chefredaktør for et sladderblad. Det lyder jo bekendt, og sådan er det med en hel del af figurerne i romanen. Til sit hold hyrer Mariann en falleret socialdemokrat, Peter Lynk, der har klynket så meget, at hustruen har puttet ham ned i kælderen. Han får brug for al sin inside-viden for at tjene en sag, der er ham inderligt imod.
Både Peter og Ole er med i VL 0,0, en klub for tabere, der er faldet fra magtens tinder. Denne klub er et mesterligt træk i fortællingen. På en yderst underholdende og levende måde præsenterer Larsen os for de tinsoldater, der gør et overraskende comeback i Holgers folkelige mobilisering og netværk.
Holger formår at sætte opkøb af selskaber på dagsordenen i dagens Danmark. Her overvælder Larsen os med eksempler og perspektiveringer. Men da den liberale statsminister udskriver valg, og Holgers hird begynder at danne et parti, aner man endnu et budskab med bogen, der står Larsens hjerte mindst lige så nært.
Desværre er Larsen ikke helt godt skrivende før et stykke inde i bogen, hvor han så omsider får skrevet sig varm, får for travlt til evindelige gentagelser og begynder at skyde med replikker lige fra hoften, ikke mindst i de ustyrligt morsomme konfrontationerne mellem statsministeren og Kronprinsen.
Denne roman fortjener en større læserskare, end det normalt er forundt en udgivelse fra et lille uafhængigt forlag. Så gå ind på holger.dk og hør mere.
































