9. maj 2010, 18:00

Det er den grundlæggende kulturhistorie, der bærer de 144 billeder i Tine Hardens bog, der udkommer i morgen og er resultatet af flere års rejse på kryds og tværs af Afrika. En imponerende fotosafari gennem Marokko, Ghana, Egypten, Mozambique, Zimbabwe, Sydafrika, Kenya, Cameroun, Mali, Sierra Leone og Namibia, hvor den hvide kvinde med kameraet fik lov at kigge ind i den sorte mands yndlingssport.

Citatet står at læse i Jesper Strudsholms veloplagte introduktion til Hardens bog. Et essay, der kommer godt rundt i fodbold-Afrikas forsider og bagsider, og fortæller, hvordan sporten gennem tiden ikke kun er blevet brugt som våben af korrupte statsoverhoveder, men også som nationalt samlingspunkt i genopbygningen af nedbrudte nationer som Sydafrika.

STRUDSHOLM BERØRER OGSÅ kort den udbytning, der i dag foregår i Afrika, når den øvrige verdens talentspejdere står i kø for at sikre sig de største talenter til verdens største fodboldklubber. At beskrive det projekt som en slags ulandsbistand, sådan som bl.a. Frank Arnesen fra tid til anden har forsøgt i interview, må siges at være en tilsnigelse på grænsen til det løgnagtige.

Slavehandel, svindel, korruption, vold og meget andet ondt er i dag en uomgængelig del af afrikansk fodbold, og den bagsidehistorie ser man ikke meget til i Tine Hardens billeder. Her er bogen lidt for meget tilskuerprojekt, synes jeg, og mangler nogle afrikanske stemmer på skrift mellem alle billederne. Sådan lidt i lighed med Jesper Høms og Christian Wohlerts klassiske fotobog »Brasiliansk fodbold« fra 1984, hvor man virkelig kom ind under huden på et andet kontinents fodboldkultur og mærkede dens sjæl.

Den dybde savner jeg i Tina Hardens bog. Til gengæld er hendes billeder i en klasse for sig. Fulde af stemning, fulde af en lidenskab og glæde, der dokumenterer, at den fattigste føler sig velhavende i legen med bolden.