5. februar 2012, 22:30

Bartolin gik også på rov efter lig, og da han hørte, at en fattig og drikfældig skrædder, Jens Lauritsen, var død i sit hjem i 1654, fik han ham skåret op i skrædderens eget elendige hjem, selv om pesten rasede og gjorde arbejdet dødens farligt. At skrædderen var tynd som et siv af sult og druk, gjorde bare hans lig mere attraktivt, for så kunne Bartolin se alle detaljer.

Det er ligene, der erobrer scenen i bogen »Dødens Teater«. Klaus Larsens populærvidenskabelige gennemgang af lægekunstens historie i Danmark 1640-1840 begynder sin fortælling med de første lægelige undersøgelser af menneskekroppen, der blev foretaget af de første danske læger, anatomer og barberkirurger.

Da Thomas Bartolin i midten af 1600-tallet, som den første danske forsker, ønskede at se nærmere på kroppens hemmeligheder, fik han udleveret to henrettede forbryderes kroppe, som egentlig skulle være lagt på hjul og stejle og parteret. Den første var en radmager barnemorder, den anden var en fed og velnæret tyv. Vi kender ikke navnene, men Bartolins studier førte til den opsigtvækkende opdagelse, at blodkar ikke går gennem leveren, som man havde troet, men løber af et særligt kar forbi leveren og munder ud i den store blodåre på halsen.

Gravrøvere og andre godtfolk

Forbryderne var ofte stakler. Da Niels (Steno) Stensen, vor berømte lægeforsker og kongelige anatom, i 1673 skulle se nærmere på et lig, var det en purung pige. Hun havde dræbt sit nyfødte barn, og Stensen havde aftalt med bødlerne, at de skulle levere hendes lig direkte fra henrettelsstedet til hans anatomiske hus, hvor dissektionen foregik. Endnu mere forfærdende for moderne læsere er det, at Simon Crüger, der var begyndt som barberlærling, i 1736 fik udleveret Johanna Pedersdatters krop, efter at hun var blevet henrettet, fordi hun havde født et barn i dølgsmål - altså i hemmelighed. Hun var blevet dømt til at blive halshugget og få hovedet sat på en stage.

At få fat i lig var en hel industri, og da de henrettede forbrydere ikke var talrige nok, var der folk, der stjal lig på kirkegårde og tjente til livets ophold på denne makrabre måde. Ikke mindst i England var gravrøveriet sat i system, og helt op til midten af 1800-tallet havde raske svende gang i at grave lig op til undersøgelser. Denne beskæftigelse blev dog bremset i 1828, da to entreprenante gravrøvere udvidede graveriet til også at omfatte mord på 17 mennesker, hvis kroppe de solgte til lægerne. Da de to mordere blev afsløret, førte det i 1832 til en lovgivning, der stoppede denne morbide handel.

Moderne lægekunst

Klaus Larsens bog, »Dødens teater«, er en generel skildring af lægekunstens udvikling fra de tidlige spæde forsøg til 1800-tallets mere videnskabelige lægekunst.

Der var i starten et værre riveri mellem forskelige typer af lægekyndige. Øverst i hierarkiet var de latinkyndige, akademiske læger, der gerne holdt alle andre ude af branchen bl.a. ved at kræve, at der blev talt latin ved offentlige doktorforsvar. Kirurgien blev varetaget af barberere, som selvfølgelig var ringeagtet af lægerne, men også af folk generelt, fordi de kom i kontakt med lig, og da de normalt ikke kunne latin, blev de holdt ude af universitetet. Der var også apotekere, tandlæger og andre hverv.

Øjne blev behandlet af okulister, der blev ringeagtet af barberkirurgerne, der altså for deres vedkommende blev ringeagtet af lægerne. Nederst i hierarkiet stod kloge koner, kvaksalvere og markedskrigere, som var dem, folk oftest blev behandlet af.

Landvindingerne inden for lægekunsten blev i øvrigt ikke opnået takket være universitetet, der var gammeldags og nepotistisk. Det var takket være den oplyste adel, kongerne og enkelte geniale folk, at der overhovedet skete fremskridt. Danmark havde fremragende yngre forskere, der drog til udlandet og kom hjem med ny viden, men det var ikke let, for ofte forsøgte universitetets folk at holde dem væk. Helten i Klaus Larsens skildring er absolut ikke den danske læge generelt eller universitetet i København, men de fremragende personer, der trods tidens fordomme og samfundets hierarkistiske struktur formåede at gøre vigtige opdagelser.

En barberhelt

Simon Crüger var en sådan pionér, som vi ikke kender meget til, men vi ved dog, at han var født i 1687 og kom i barberlære, og at hans held var, at hans mester syslede med kirurgi. Det gjorde Crüger også og med så stor dygtighed, at han i 1720 blev kirurg ved hoffet. Han fik imidlertid sparket igen i 1728 med besked om at forlade landet inden for 24 timer, fordi han havde nægtet at smage på afføringen fra et af dronning Anna Sophies tre børn, der alle var syge og døde som små. Crüger var så moderne og selvstændig, at han ikke mente, at smagningen kunne hjælpe på lægekunsten, og han drog derfor til Paris.

I den franske hovedstad studerede Crüger hos tidens bedste anatomer og læger, og da han vendte hjem, fik han selvfølgelig den kolde skulder af universitetet. Men det lykkedes ham at etablere en kirurgisk læreanstalt, der blev indledningen til vor moderne kirurgi. Han fik med kongens tilladelse friske forsyninger af lig fra fængslerne; successen var næsten hjemme, men Crüger måtte kæmpe mod stærke kræfter, blandt barberlavet og universitetslægerne, der sammen udgjorde en frygtelig falanks.

Vor moderne verden

Klaus Larsens bog er ikke grundforskning, men værdifuld populærvidenskabelig formidling. Den fortæller fantastiske historier om vort sundhedssystems vanvittige tanker for blot få århundreder siden. Hans gennemgang af lægevidenskabens mirakelkurer er simpelthen skøn, som da lægerne anbefalede tobak for helbredets skyld, eller da man behandlede hvad som helst med kvivsølv, så folk blev dødsyge af tungmetalforgiftning. Men mon ikke fremtiden vil se lige så hovedrystende på en række moderigtige ideer i vor behandlingskultur?

Bogen minder os om, at vor viden er erhvervet inden for ganske ny tid, og at universiteterne ikke nødvendigvis er visdommens kilde. Det er en fortræffelig bog med det budskab, at vort liv og vor viden er skrøbelig.