26. august 2009, 22:30

Ditte Birkemose er en pioner. Længe før Gretelise Holm, Elsebeth Egholm og Sara Blædel blev anklaget for at skrive femikrimier, var Ditte Birkemose på banen med romanerne om Kit Sorél. I 1996 udkom »Til toner fra Tosca«, hvor Kit skrottede tilværelsen som sygeplejerske til fordel for en ny som privatdetektiv, og to år efter kom »Hadets engel«, der blev belønnet med Dan Turell-prisen. Omsider havde Danmark fået en rigtig vaskeægte kvindelig detektiv, der snusede rundt i Københavns hårdkogte stræder og gjorde mændene kunsten efter.

Flere har sikkert spurgt sig selv, hvor fanden Kit så blev af? I det opbud af kvindelige journalister og politikvinder, der stormede frem i skandinaviske krimier efter årtusindeskiftet, glimrede Kit ved sit fravær. Mere end ti år har vi måttet vente, men i »U-233« kommer så omsider forklaringen på, hvor hun forsvandt hen. Kit blev såmænd gift, men heldigt nok for os gik hun så meget amok med madlavning, at uenigheder om de huslige sysler endte med at tage livet af ægteskabet.

Det er en deprimeret og desillusioneret 54-årig Kit, Birkemose kører i stilling til comeback. Hendes hjem er en hvid autocamper med holdeplads på Nærum Camping. Hun lever på en pind og trøstelæser i kogebogen »Vores køkken i Provence«. De sørgelige indtægter som privatdetektiv supplerer hun med vagter som sygeplejerske. Men det bliver værre. Kit hyres af forældrene til den forsvundne fotograf Julie og hvirvles ind i et speget klimakomplot, hvor CO2-banditter ligger på lur på alle gadehjørner og bliver livsfarlige for Kit og hendes nærmeste.

Plottet i »U-233« tager flere overraskende drejninger, før Kit får snuset sig frem til den hemmelighed, som Julie er kommet på sporet af i Grønland. Det er topaktuelt og en ikke så lidt provokerende intrige. Ved sin side har Kit den lækre journalist David. Ud over at han bor totalt nydeligt, er han også en del yngre end hende, men det forhindrer ikke romantikken i at blomstre.

Det er nu langtfra med den romantiske affære og de alt for mange smil og fnis, at Birkemose gør størst indtryk. Forholdet til familien, især til børnebørnene, virker mere vedkommende og klogere skildret. Og så er der Harry, en sur, gammel stodder på campingpladsen og Kits gode ven. Det er i scenerne med ham, man virkelig glæder sig over, at Kits stemme er tilbage, for her når Birkemose længst med personerne og hverdagslivets stille fusioner med detektivroman.