Magi

Engang var vi fisk

Vil du give din søn eller datter en bog, der slagkraftigt forsøger at fratage sine læsere enhver illusion om Guds eksistens? Den fremtrædende ateist og videnskabsforfatter Richard Dawkins gør forsøget i farverig ny bog, der udmærker sig ved sit klarsyn og sine slet skjulte provokationer.

Vores allesammens tipoldefar nr. 185 million i rækken. 
Illustration fra 
»The Magic of Reality«
Vores allesammens tipoldefar nr. 185 million i rækken. Illustration fra »The Magic of Reality«

Der findes et interessant klip på YouTube, hvor den britiske evolutionsbiolog, videnskabsforfatter og fremtrædende ateist Richard Dawkins bliver stillet et dybfølt spørgsmål under et foredrag.

En sandt troende kristen krænger sit hjerte ud og siger:

»Hvad vil du egentlig sige til en kristen som jeg, der har fulgt Guds vej i over 50 år, og som har bygget sit liv - ikke på en vrangforestilling - men på Jesus Kristus som en sand klippe?«

Dawkins svar er brutalt ærligt.

»Jeg tvivler ikke på din oprigtighed,« siger han - og tilføjer:

»Men jeg mener, at du hallucinerer.«

Det vides ikke, om det med denne ytring lykkedes for Richard Dawkins at fratage den gode kristne mand sin illusion om en højere skabermagt.

Men i sit nye, lettest tilgængelige og på mange måder mest ambitiøse værk i en imponerende lang række af populærvidenskabelige udgivelser går Dawkins planken ud og forsøger at fratage også unge mennesker deres eventuelle illusion om en Vorherre i det høje.

Forsøget gjorde han allerede i 2006 over for et voksent publikum i sit stærkt omdiskuterede værk »The God Delusion« ( Dansk: »Illusionen om Gud«), hvor han sætter spørgsmålstegn ved religionernes hele eksistensberettigelse og slagkraftigt argumenterer for, at der ikke findes en højere skaber. Bogen blev en enorm bestseller - ca. 2,5 mio. solgte eksemplarer alene på engelsk - og kan paradoksalt nok opfattes som et slags helligt skrift for ateister og andre gudsbenægtere.

Dawkins nye bog hedder »The Magic of Reality« - ’Virkelighedens magi’ - og her dissekerer han over 270 rigt illustrerede sider en lang række af de grundlæggende spørgsmål, som myter og religioner tilbyder os en række farverige svar på:

Hvad er virkelighed? Hvornår og hvordan begyndte alting? Hvem var det første menneske? Hvad er Solen? Er vi alene? Og den slags.

For hvert eneste spørgsmål (på nær et enkelt, som vi vender tilbage til) gennemgår forfatteren nogle af de mest kendte svar fra myter og religioner - blot for i alle tilfælde slutteligt at affærdige dem som primitiv nonsens for så til gengæld at levere den »sande« og langt mere fantastiske videnskabelige forklaring.

Det er yderst elegant gjort. Som så ofte før i Dawkins’ forfatterskab forføres man af ikke bare hans vid og klarsyn, men også af det formfuldendte sprog, han rammer sine ofte lammende pointer ind i. Her er han i kraft af sin målgruppe - teenagere, unge og almindelige videbegærlige voksne - blot endnu mere jordnær og pædagogisk i sine betragtninger. Som når han skriver følgende:

»At anvende en overnaturlig forklaring på noget, er ikke at forklare det overhovedet og - endda værre - at udelukke enhver mulighed for, at det nogensinde bliver forklaret. (...) At sige, at noget er overnaturligt, er ikke bare at sige ’Vi forstår det ikke’, men at sige ’Vi vil aldrig komme til at forstå det, så lad være med at prøve på det’.«

Dawkins er stærkest på sin egen hjemmebane - det vil sige det biologiske, darwinistiske felt. Når han bevæger sig ud i astronomien, pladetektonikken og andre for ham relativt fjerne områder, bliver han mere ordinær i sprog og indhold. Den interesserede læser vil føle, at det her har man hørt før. Men selv for den voksne, belæste og vidende læser er der regulære aha-oplevelser at hente undervejs.

Et af de bedste eksempler er hans svar på spørgsmålet om, hvem der var det første menneske. Efter kort at have konstateret, at der aldrig har været et første menneske, beder han læseren forestille sig en stak fotografier af alle ens 185 millioner direkte forfædre - en bunke på fem hyldekilometer af et nærmest uendeligt antal tiptiptiptip-osv.-forældre.

I den ene ende står du selv, i den modsatte ende din tipoldefar nr. 185 million i rækken, og han ligner en fisk! Men tag din tipoldefar nr. 400 for ca. 10.000 år siden. Han ligner dig selv - eller i hvert fald et almindeligt menneske på en prik. Først når du er gået 100.000 år tilbage, til omkring foto nr. 4000 i rækken, vil du bemærke små forandringer, ikke mindst et lidt tykkere kranie under øjenbrynene. Men du skal gå helt ned til omkring billede nr. 40.000, for en million år siden, før du finder en anden art, nemlig Homo erectus - og dermed en art, som vi som nutidsmennesker ikke ville være i stand til at formere os med.

Pointen er ikke bare, at alle dyrearter er vores slægtninge, men også, at vi som mennesker ikke nedstammer fra f.eks. chimpanser. I stedet har chimpanser og mennesker en fælles, men uddød forfader, der ligger omtrent som foto nr. 250.000 i rækken. For ca. seks milioner år siden blev individer af denne fjerne forfader imidlertid adskilt, måske af Den Østafrikanske Riftzone, hvorefter arten udviklede sig i to forskellige retninger, hvoraf den ene blev til chimpanser og den anden til mennesker.

Det er et eminent udført tankeeksperiment, forfatteren her lader læserne lege med på.

Engang var vi fisk - 1
Richard Dawkins

Der er som sagt et enkelt emne, hvor Dawkins helt undlader at beskæftige sig med myternes forklaringer, og det drejer sig om, hvordan verden ser ud nede på det normalt usynlige mikroplan. Men det er der den indlysende forklaring på, skriver han, at man i primitive kulturer ikke kunne have nogen anelse om væsentlige detaljer som støvmider, bakterier, molekyler og atomer, ganske enkelt fordi man ikke kunne se dem. Når man ikke ved, at de findes, behøver man heller ikke nogen myte til at forklare dem.

Som han skarpsindigt - og i vanlig provokatorisk stil - konkluderer:

»Ikke overraskende indeholder fortællingerne i de hellige bøger ikke mere information om verden, end hvad primitive folk vidste, da de begyndte at fortælle dem. Hvis disse ’hellige bøger’ virkelig blev skrevet eller dikteret eller inspireret af alvidende guder, synes du så ikke, det er mærkeligt, at disse guder ikke siger noget om disse vigtige og nyttige ting?«

En argumentation som den falder ikke i god jord blandt religiøst konservative eller såkaldte kreationister, der benægter, at universet har udviklet sig efter naturens love. Og da slet ikke, når den især er rettet mod børn og unge.

Af samme årsag er Dawkins’ nye bog blevet mødt af voldsom kritik (samt næsegrus beundring i traditionelle medier som The Guardian og The Wall Street Journal).

Den nok mest velargumenterede øretæve til den utrættelige brite bliver leveret i en boganmeldelse i internetavisen Huffington Post af Dawkins’ indisk-amerikanske modpol - den spirituelle celebrity og bestsellerforfatter Deepak Chopra, der var en af den afdøde popkonge Michael Jacksons nære venner. Den ellers normalt så blide og kontrollerede Chopra kalder blandt meget andet Dawkins’ bog for »skamløs propaganda forklædt som hjælpsom, ja, endog alfaderlig populærvidenskab.« Han betegner Dawkins argumenter som »hule« og spørger vredt:

»Fortæller videnskaben os, hvorfor en tapper soldat løber af sted for at redde sine venner under heftig beskydning? Fortæller videnskaben os, hvorfor vi ønsker at være kreative, og hvorfor vi lovpriser kunst? Ja, kan videnskaben overhovedet fortælle en videnskabsmand, hvorfor han eksisterer? Dawkins er ikke i stand til at erkende, at visse ting ikke kan reduceres til data.«

Det er sandt, at man undervejs gennem denne bragende flot illustrerede bog mere end én gang føler en snert af irritation over Dawkins’ urokkelige selvsikkerhed og faste tro på videnskabens lyksaligheder. Men som læser bliver man også forført af hans begejstring, og han formår faktisk at åbne læsernes øjne for det under, der udgør den observerbare verden. Som når han skriver:

»Virkelighedens magi er hverken overnaturlig eller et trick, men - ganske enkelt - vidunderlig. Vidunderlig og virkelig. Vidunderlig fordi den er virkelig.«

»The Magic of reality« lægger sig i forlængelse af store bogsællerter som Bill Brysons veloplagte »En kort historie om næsten alt« og nordmanden Jostein Gaarders smart fortalte filosofihistorie »Sofies verden«.

Alligevel forekommer den mindre original end disse - som om den i højere grad er født som en kold kalkule i et storforlags marketingafdeling end som en nødvendighed i en videnskabsforfatters hjerne. Man kan også indvende, at der tidligere er skrevet mindst lige så interessante bøger i samme emnefelt, først og fremmest den afdøde amerikanske astronom og videnskabsforfatter Carl Sagans kloge bog »The Demon-Haunted World« fra 1995. Også vores egen danske Tor Nørretranders forsøgte sig i 2003 med noget lignende med debatbogen »At tro på at tro«.

Alligevel vil vi ikke tøve med at anbefale denne pædagogiske og begejstrede indføring i videnskabens magiske verden. Og vi tøver heller ikke med at anbefale den som en gave til unge læsere, hvis den finder vej til en dansk oversættelse.

Hvis du altså er parat til at fratage et ungt menneske illusionen om Vorherres eksistens og religioners berettigelse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.