Roman

Den latterlige mand

Leonora Christina Skovs fjerde romanforsøg er lige så perfidt, som det er litterært ubehjælpsomt.

405 sider kan være alt for lidt, hvis fortællingen er stærk, og sproget flyder, knopskyder eller på andre måde rammer læseren.

405 sider kan også være alt for meget, hvis fortællingen er svag, og sproget fattigfint, farveløst eller på anden vis irriterer.

Det sidste gælder beklageligvis »Førsteelskeren«, Leonora Christina Skovs fjerde roman, der er skrevet sideløbende med hendes job som litteraturanmelder ved Weekendavisen, hvor hun læser snart sagt alt gennem en feministisk optik og med sadistens fryd latterliggør forfattere, der tror, de er noget. Altså de mandlige af slagsen.

Spørg bare Jørgen Leth, Henrik List og Jens Christian Grøndahl, som også ligner forlægget for Nat Kaminski; hovedkarakteren i »Førsteelskeren«, som engang skrev store, supersælgende romaner om sex og erotik.

Men da læseren møder Nat, er hans liv under afvikling: Hans kæreste, en übercool punkstjerne, er skredet, anmelderne har vendt sig imod ham, og forlagets opbakning er faldende.

Forbenede forsøg

Nat – en ualmindelig opblæst og patetisk nar – møder et sted på sin deroute en anmelder, som tydeligvis er Skov selv.

»Røde læber, stramme kjoler, for store bryster«, lyder Skovs selvportræt, og selv om det ligner et forsøg på opblødende selvironi, fremstår »Førsteelskeren« som ét langt forbenet forsøg på at omdanne hadet til forfatterlandskabets »ronkedorer« til fiktion.

Fair nok. Private idiosynkrasier kan føre til stor litteratur. Bare ikke her. »Førsteelskeren« er martret af fladtrådte fraser (hun lignede »en vingeskudt fugl«), sproglige usandsynligheder (hvem bruger »velsagtens« i dag?) og allerværst de evindelige overforklaringer (»Var det din mand du skændtes med i telefonen?«)

Og under det hele slanger ondskabsfuldhederne om de mandlige forfattere og deres forlag sig på måder, som aldrig bliver farlige eller interessante. Eller morsomme.

I hvert fald ikke på en tilsigtet måde, og »Førsteelskeren« forsøger desuden forgæves at få en slægtshistorie til at leve ved siden af fortællingen om Nat.

»Førsteelskeren« er således – ærgerligt nok – selvovervurderende, oppustet og forfejlet. Præcis som den halvt virkelige, halvt indbildte mandetype, Skov har slået sig op på at slå ned.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.