Forfatterskab

Den gamle mand og skrivemaskinen

Hemingway skriver modvilligt om skrivningens ædle kunst i en opmuntrende, netop genudgivet bog.

Ernest Hemingway: »Om at skrive«
Ernest Hemingway: »Om at skrive«

Ernest Hemingway udviste, mens han levede, en nærmest overtroisk modvilje mod at tale om at skrive – og især at tale om det, han aktuelt var i gang med at skrive. Han mente, at det bragte uheld.

Han var bag sit image som krigsreporter, storvildtjæger, dybhavsfisker, amatørbokser, drukmås og pralhals både selvdisciplineret og sit håndværk som forfatter og skrivekunstner helt hengiven. Alligevel slap der efterhånden en hel del ud.

Dels gemt i bøgerne, romanerne og novellerne, dels i brevene til især forlæggere og forfatterkollegaer, som de kan læses i Carlos Bakers store udvalg i »Selected Letters« (1981) og fra opsamlingsbindet »By-Line: Ernest Hemingway«.

Det var den amerikanske journalist og forfatter Larry Philips, der, inspireret af bogen »Henry Miller On Writing«, systematisk begyndte at lede efter de steder, hvor Hemingway fortæller om at skrive, og siden lægge brikkerne på plads til »Ernest Hemingway On Writing«, der udkom på amerikansk i 1984.

Det er Bo Green Jensens oversættelse af denne, som forlaget Lindhardt og Ringhof nu genudgiver i en fin opdateret udgave.

Og man ender med at slutte sig til koret og give Larry Philips ret i, at man, når man først har lært at bære over med Hemingways manérer og har vænnet sig til hans belærende selvgodhed, sidder tilbage med en buket af brugbare råd og særdeles relevante og underholdende betragtninger: »Og bagefter ved man lidt mere om, hvordan Hemingway var, og man ved især noget om, hvorfor han blev den, han var.«

Man ved for eksempel noget om Hemingways mani med hver dag at tælle, hvor mange ord han havde skrevet. Det var en vane, han tillagde sig tidligt, dengang han som ung korrespondent telegraferede sine artikler hjem til redaktionen.

Oplysningen er ikke kun kuriøs, den fortæller noget helt grundlæggende om hans ordknappe litterære stil. Antallet af ord pr. dag kunne svinge fra 242 til 2.700. Han nævner det i et brev til sin forlægger Charles Scribner, i 1940:

»Du skal ikke tage dig af min ordmani. Jeg har praktiseret den siden 1921. Jeg tæller altid ordene, mens jeg kobler af og får en whiskysjus. Tror nok, jeg fik vanen, dengang jeg sendte telegrammer. Plejede at telegrafere fra steder, hvor det kostede en dollar og femogtyve pr. ord, så man skulle spare på dem og gøre dem satans interessante at læse, hvis man ville beholde sit job.«

Siden var han tilfreds, når han hver dag kunne skrive 400-600 ord.

Her er lidt godis fra posen:

»For det første må man have talent, meget talent. Et talent som Kipling for eksempel. Og så må man være i besiddelse af selv­disciplin. En selvdisciplin som Flauberts. Og så må man ikke et øjeblik tabe målet af syne, og ens kunstneriske samvittighed skal være lige så ubestikkelig som normal­meteren i Paris.«

»Afrikas grønne bjerge«, 1935

 

»Dybest set tror jeg, at man skriver for to mennesker: én selv, som vil have det absolut perfekt, eller i hvert fald smukt, hvis det ikke kan blive fuldendt. Og så skriver man for og til den, man elsker, uanset om hun kan læse eller skrive eller ej, uanset om hun er død eller levende.«

Til Arthur Mizener, 1950. »Udvalgte breve«

»Notesbøgerne i blå indbinding, de to blyanter og blyant­spidseren (en lommekniv lod for meget gå til spilde), bordenes marmorplader, duften af café crème, lugten af den tidlige morgens fejning og gulvvask og så en smule held – det var alt, hvad man havde brug for. For at sikre heldet gik man med en hestekastanje og en kaninpote i højre bukselomme. Pelsen var blevet slidt af kaninpoten for mange år siden, og knogler og sener var poleret blanke af tidens slid. Kløerne kradsede én gennem lommens for, og man mærkede, at man stadig havde sit held.«

»Der er ingen ende på Paris«, 1964

 

»Til arbejde på romanen igen i dag. Det er hårdt som bare pokker at skrive, Max, men der er alligevel intet så dejligt i verden.«

Til Maxwell Perkins, 1938. »Udvalgte breve«

»De bedste ting i en bog kan være noget, som forfatteren måske bare har været så heldig at overhøre, eller også kan det være hele hans eget forbandede livs ruin – og det ene er lige så godt som det andet.«

Til F. Scott Fitzgerald, 1929. »Udvalgte breve«

 

»Det drejer sig om følgende: Hvis man ikke kan skrive hore, kan man så skrive kopulere, og hvis ikke, kan man så skrive elske med hinanden? Ellers var fuldbyrdelse vel ordet, man skulle bruge.«

Til Arnold Gingrich, 1935. »Udvalgte breve«

»Det væsentligste for en god forfatter er at have en indbygget, stødsikker lorte­detektor. Det er skribentens radar, og den har alle store skribenter haft.«

Interview af George Plimpton i tidsskriftet Paris Review, 1958

 

»... hvad jeg end har haft af succes, så har jeg haft den, fordi jeg altid kun skriver om de ting, jeg selv kender til.«

Til Maxwell Perkins, 1928. »Udvalgte breve«

»Det er denne slags prosa, som jeg altid har stræbt efter at skrive, kæmpet for hele mit liv (»Den gamle mand og havet«). Den skal kunne læses klart og enkelt og virke kortfattet og alligevel rumme alle den synlige verdens dimensioner samt hele den verden, som er menneskets sjæl. Dette er den bedste prosa, jeg er i stand til at skrive.«

Til Charles Scribner, 1951. »Udvalgte breve«

»Kære madame, alle historier vil, hvis de bliver ført langt nok ud, ende med døden, og ingen sand fortæller prøver at skjule dette forhold for sine tilhørere.«

»Døden kommer om eftermiddagen«, 1932

»Vil imidlertid skrive en virkelig fin roman færdig nu – vil ikke sige noget om den, fordi for megen snak om det er farligt. Man siger noget og tror, at man også har skrevet det.«

Til F. Scott Fitzgerald, 1927. »Udvalgte breve«

»Er De afholdsmand? Jeg bemærker, at De flere gange taler nedsættende om flasken. Jeg har drukket, siden jeg var femten år gammel, og der er få ting her i livet, som har skænket mig større glæde. Når man arbejder hårdt med sit hoved hele dagen, og når man ved, at man skal på samme måde igen næste dag, hvorfor så ikke få idéerne dulmet eller over på et andet plan, få sat en stopper for det hele ved hjælp af f.eks. whisky?«

Til Ivan Kashkin, 1935. »Udvalgte breve«

»Selv under de bedste forhold er forfatterens liv et ensomt liv. Forfatter-sammenslutninger hjælper forfatteren ud af hans ensomhed, men jeg tvivler på, at de gør noget godt for hans kunst. Mens han bliver mere offentligt kendt, forsvinder forfatterens ensomhed, og ofte forringes hans arbejde. For han gør sit arbejde alene, og hvis han er en forfatter, der skriver godt nok, så må han hver dag i hele sit liv stå alene, ansigt til ansigt med uendeligheden, eller manglen på samme.«

Fra Nobelpristakketalen, 1954. Carlos Baker: »Ernest Hemingway: A Life Story«

Titel: »Om at skrive«.

Forfatter: Ernest Hemingway.

Redigeret af: Larry W. Philips.

Oversætter: Bo Green Jensen.

Sider: 181.

Pris: 200 kr.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.

 

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.