6. oktober 2009, 17:01 – opdateret 7. oktober 2009, 09:22

Det er en komplet umoralsk men meget underholdende bog, den tidligere programmedarbejder ved Danmarks Radio, Søren E. Jensen, har udgivet om en af Vesterbros legendariske old school-gangstere, Kai Bo Rasmussen; bedre kendt som Røde Kai.

Baggrunden for bogen er en række samtaler, Søren E. Jensen, der i dag er præst, har haft med den tidligere guldrøver, hashsmugler og alfons (eller luderkarl, som Kai selv foretrækker at kalde sig).

De skulle vist have været sendt i æteren, men så ville DR hellere opføre et kontorhus end producere kvalitetsradio, og i stedet har vi i dag fået en bog, der giver et godt tidsbillede af det kriminelle miljø på Vesterbronx fra slutningen af 1960erne til begyndelsen af 1990erne, da Røde Kai trækker sig tilbage. Formodentlig med en rigtig god pension for det er helt utroligt, hvad den mand har tjent på porno og liveshow og på sine piger og de styrtende mængder hash, han har importeret. Det er en mand, der ville kunne have drevet det vidt inden for så mange felter. Han gad bare ikke have et hæderligt arbejde. Og det er da i reglen også ringe betalt.

I betragtning af, at han sammenlagt kun har siddet i fængsel omkring fire år, må man give Røde Kai ret i, at forbrydelse betaler sig. Det er befriende at læse, at han ikke giver samfundet skylden for, at han har væltet sig i piger og penge. Røde Kai valgte ganske enkelt selv sin levevej, og bortset fra nogle få ting fortryder han ikke noget som helst.

Det er ikke en angrende gangster, der taler ud med sin præst. Det er en forbryder, der praler med sine bedrifter på en meget underholdende måde, der understøttes af Søren E. Jensens underfundige og underspillede, sproglige stil.

Henne om hjørnet
Man kan ikke andet end forestille sig, at bogens emne og dens forfatter har haft det rigtigt morsomt, mens de har siddet og talt om Røde Kais liv, for det er en forrygende omgang sørøverhistorier, der sådan set slet ikke behøver være sande, ligesom det er meget nærliggende at forestille sig, at der nok også er ting og sager, Kai ikke har skriftet for sin præst.

Det efterlader et billede af, at bortset fra den omstændighed, at Røde Kai som storimportør af hash og preludin har temmelig meget på samvittigheden i forhold til de menneskeliv, han ødelagde på sin vej, er der i forhold til i dag en vis uskyld over andre dele af Kai Bo Rasmussens meget alsidige, dybt kriminelle virke.

Porno- og prostitutionsfortællingerne viser tydeligt, hvad der sker, hvis den slags skal foregå i det dunkle, fordi det er forbudt.

Nogle af Røde Kais betroelser er imidlertid sande. Enkelte navne er blevet ændret for at beskytte de skyldige, men i hvert fald den del af livet på Vesterbro omkring Spunk Bar og Comet Bar, der udspillede sig omkring et af gangsteropgørene for omkring 20 år siden, er korrekt.

Den, der skriver disse linjer, husker i hvert fald tydeligt, hvordan et par af gæsterne tog ud for at snakke lidt med Ray, der arbejdede på en bar på Nørrebro, men de var nok lidt for skødesløse med at vise ham, at de havde de oversavede med, for det var Ray, der skød først, og flere af drengene fik efterfølgende navnet Slagter-Jørgen tatoveret med angivelse af årstallene, der indrammede hans alt for unge liv.

Det er altså et stykke interessant og skræmmende kulturhistorie om et kvarter, hvor alting på så mange måder er blevet værre, fordi de hårde stoffer afløste de knap så hårde, og andre kom til at sidde på den lukrative handel. Alt i alt var det nok klogt af Røde Kai, at han trak sig tilbage i tide. I dag ville han også bare være faldet over en af byfornyelsens blomsterkummer eller blive kørt ned af en ung blond pige på cykel med Ipod og skyklapper.