21. oktober 2009, 22:30

Man kan sige meget om pornografi, men det er såmænd nok kommet for at blive. Og bortset fra den særlige sødme, der kan være i at opsøge det forbudte, er det naturligvis en uhyrlig tanke, at et præsteskab af politikere og embedsfolk, ideologer af enhver art, skal blande sig i, hvad voksne mennesker læser i og kigger på.

Ud fra den betragtning blev billedpornografien da også tilladt for 40 år siden. Det var det rigtige at gøre, og derudover havde virkeligheden overhalet lovgivningen. Med beslutningen fik pornografi en voldsom popularitet, og den kom til at fylde en del i det offentlige rum.

Siden så andre lande også de økonomiske perspektiver, og i dag er en stor del forsvundet ind i internettes afkroge, hvor det efter sigende har en enorm betydning. Googler man sex, får man tilbud om 787.000.000 hjemmesider, men sex kan jo også betyde andet end uartige billeder og frække historier, så taster man porn, er resultatet 206.000.000 hits. Det kan vores kulturminister godt nok ikke leve op til. Carina Christensen er kun nævnt 79.000 steder i cyberspace.

Ornepigen Bodil

En af hovedpersonerne i datidens pornoindustri er filminstruktøren Ole Ege, der nu har udgivet sine erindringer. Han er blandt andet berømt for filmen om ornepigen Bodil, hvor lydsporet er Beethovens pastoralesymfoni. Den foregår jo også på landet. Til trods for, at den blev til på initiativ af den japanskfødte skulptør, Shinkichi Tajiri, skal jeg ikke gøre mig til af, at jeg har set den, så jeg kan ikke rose eller rise dens stilistiske finesser. Faktisk må jeg tilstå, at jeg ikke kender Ole Eges filmskat, men som forfatter er han ikke den store sproglige ekvilibrist; der er i hvert fald en del klicheer i hans bog.

Han åbner sin fortælling med et sødt billede af et længst forsvundet København; dengang der stadig var noget, der hed Wivex, og her fik Ole Ege sit første job. Det var som piccolo. Var det blevet stavet på en anden måde, ville ordet måske have haft profetisk betydning. For udover musik og kvinder var film en af Ole Eges store passioner, og efter studier i udlandet kom han ind i filmbranchen. Og meget snart den del af industrien, der havde med kønsorganerne at beskaffe.

Rejsen til den gyldne skærm gik via fotografiet, og Ole Ege udviser stort initiativ for at få tidens søde piger til at lade sig fastholde i næsten ingenting for en kreds af æstetisk interesserede personer. Det var ikke uden vanskeligheder i begyndelsen, sådan at »skildre den udødelige kvindes charme in natura,« som Ole Ege skriver, men man kan ikke holde en entreprenant mand tilbage, så - dagbøder eller ej - han grundlagde en fin forretning allerede i sin soldatertid.

Som i andre brancher er der selvfølgelig gode og dårlige tider, der er konkurrence, og der er bureaukrater, der lægger hindringer i vejen for driftige erhvervsfolk.

Det søde liv

Men som tiden går, bliver kvaliteten af filmene bedre, og indtjeningen stiger. Det er ikke uden private omkostninger, så undertiden må Ole Ege tage på ferie i Afrika. Det vil sige et bordel i Tunesien, og ferien er ikke mere ferie, end at han tager udstyret med og finder to erhvervskvinder, der tilsyneladende er rigtig glade for hinanden. Man kan jo lige så godt blande forretning og fornøjelse.

Vi følger Ole Eges underholdende historie, der er båret af mange pudsige detaljer. Selv for den kunstinteresserede er der bonusinfo. Hvem skulle eksempelvis have troet, at den nu afdøde britiske billedhugger, Lynn Chadwick, har røget hash og set naturfilm i Ole Eges Charlottenlund-villa? Den havde han for sig selv, efter konen var rejst.

»Det var ikke nok for hende,« bemærker Ole Ege, »at leve i luksus baseret på buskede trekanter.«

Ole Eges fantasi, når det gælder variationer over kønsorganernes navne, er imponerende, og det er en letlæst og meget underholdende, grafisk indbydende bog om, hvor mange penge man kan tjene på pornografi samtidig med, at man har det sjovt. Fortællingen slutter imidlertid med 1960erne, så læseren lades noget i vildrede med, hvad der siden hændte, og der er med andre ord lagt op til en fortsættelse. Bogen er præget af en charmerende blanding af kynisme og naivitet, og den tegner et billede af en sjov tid, der ligger fjernt fra disse års nypuritanisme. Udover at være en personlig fortælling giver »Tabu« (der er opkaldt efter et af Ole Eges sjofle blade) et billede af en tid, da vi bevægede os ud af bornertheden og ind i frisindet. Det var dengang i 1960erne. Det er meget længe siden.