10. januar 2010, 22:30

De fleste mennesker vil have set Jørgen Haugen Sørensen sskulpturer, som står mange steder i det offentlige rum, foran Københavns Universitet Amager, uden for Assistens Kirkegård og på Sankt Hans Torv, for blot at nævne et par stykker. Jørgen Haugen Sørensen tegner og maler også, hvad man bl.a. kan se i de dagbøger, som Statens Museum udgav i 2007. Nu har han udgivet en serie tegninger, som digteren Morten Søndergaard, født 1964, har samlet og forbundet i historien om »Slikkerne«.

Tilsyneladende har kunstnerens hovedhistorie ligget fast, og forfatteren er bagefter kommet til og har sat ord på den. Det gør han kort og godt. Slikkerne er et meget selvtilfreds folk, hvad man jo næsten allerede kan høre af navnet. De slikker sig vej gennem verden og skyer ingen midler for fremgang og eget behag.

Jørgen Haugen Sørensen bor i udlandet, og man mærker det på en gang distancerede og dybt irriterede blik på det folkefærd, han har »forladt«. Han hører ikke til de kunstnere, der lægger fingrene imellem. Når det, som digteren skriver, går »som smurt i lort«, ja, så er det altså fordi vi ser lorten i frit fornøjeligt fald og gensidig udveksling Slikkerne imellem!

Slikkerne går i gode skoler, står der, og de ser på en del kunst, både Albert Mertz, Robert Jacobsen og Christian Lemmerz. De kunne egentlig leve ganske fredeligt, men som historien skrider frem ,udvikler de sig fra små bløde tunger til kantede, voldelige og systemhyldende væsner. Spytslikkere af værste skuffe.

Slikkerne er en satirisk poetisk lille sag, som ikke hænger lige godt sammen hele vejen, men som både slikker og bider passende ondt. Ærgerligt at forlaget ikke har kunnet finde på at introducere tegner og forfatter lidt mere uddybende og mindre klichéfyldt. Betegnelser som »Danmarks fremmeste« og »største nulevende« er jo - nå ja - det rene slikkeri.