Digt

Alt det sproget kan

Jonas Rolsteds »Flex Death« er en svimlende og lysende smuk debutbog.

Jonas Rolsted formår at glide fra regulær hverdagsrealisme til lysende lyriske billeder.
Jonas Rolsted formår at glide fra regulær hverdagsrealisme til lysende lyriske billeder.

Det er et digt, der stedvist ligner en roman. Som leger med en samlende fortælling, men i sin kerne har lyrikkens temperament – med spring, rytme, sansning, system.

Sådan er Jonas Rolsteds meget stærke debut, »Flex Death«, hvor han allerede på første side gør opmærksom på, at »der er noget for­løjet ved forløb«. Men så alligevel gennem bogen demonstrerer, hvor fantastisk god han er til netop at skabe stemningsfulde forløb, som låner træk fra den socialrealistiske roman.

Det handler i første omgang om en søn og hans alkoholiserede far: »Min far har lige ringet og råbt al muligt fuldemandssnak ind i mit øre«, lyder det et sted og siden – på lige så straight facon – »at jeg arbejder i et »voksen­team« i Brønshøj. Det er det samme som hjemmepleje, bare med psykisk syge og misbrugere og handicappede mellem 18 og 65«.

Men stilen brydes, ombrydes, og poesien trænger ind fra alle sider, som havde den en egen vilje. Som her: »Jeg sidder og kigger ud ad vinduet, jeg synes jeg er træt i dag. Kopperne hænger under kaffen som lagner ud ad mørke vinduer.«

En glidning fra regulær hverdagsrealisme til lysende lyriske billede. Det kan sproget, hvis man forstår at bruge det, og dét synes at være en pointe i bogen: At sætninger kan skabe sammenhæng, også hvor der måske ingen sammenhæng er.

Set fra den vinkel giver bogens strengt systematiske opbygning med ti kapitler, som hver især består af 30 tekststykker, mening. Det er sprogets ordning, som skaber sammenhæng i verden, og derfor kan Jonas Rolsted – som er en stærk sprogordner – også slippe af sted med pludselig at bruge et helt kapitel på fortællingen om den kristne martyr Perpetua.

Men når alt kommer til alt, skal »Flex Death« læses for sine mange sindssygt flotte lyriske linjer. Som »Jeg hører et tema slå ned gennem en sonate som et ansigt slå ned gennem en slægt.« Eller vildere, men lige så smukt: »Et aks på en mark som et navn på en kniv«.

Ja, Jonas Rolsted har meldt sig i litteraturen med et eget sprog, som fører mange steder hen. Og utvivlsomt vil føre til store læseoplevelser i fremtiden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.