For ni år siden slog amerikanske Jonathan Franzen igennem med »The Corrections«. Nu er den litterære superstjerne tilbage med »Freedom«, som fortæller om en dysfunktionel familie i Bush-æraen - og er et uforfalsket mesterværk.
27. september 2010, 22:30
af 6 stjerner
Der er uden tvivl meget få feriedage at finde i Barack Obamas kalender. Men da han i sommer tog et par dage fri og rejste til Martha's Vineyard med familien, bad han om at få et fortrykt eksemplar af Jonathan Franzens »Freedom« med.
At verdens travleste og mest magtfulde mand, selv beder om en roman, der endnu ikke var udgivet, siger noget om, hvor ekstreme forventningerne har været til »Freedom«, der er Franzens første roman siden »The Corrections« fra 2001, som blev en fortjent succes hos både kritikere og bogkøbere - der ikke mindst lod sig animere af anbefalingen fra Oprah Winfreys bogklub.
Med gennembrudsbogen skrev Franzen sig også ind i den stolte tradition i amerikansk litteratur, hvor bevægelser i samfundet - i familien, i seksualmoralen og i inden- og udenrigspolitikken - beskrives i store, facetterede og ambitiøse bøger.
John Updike, Saul Bellow, Thomas Pynchon, Don DeLillo, Philip Roth, ja, listen med ligesindede forfattere er lang og ærefrygtindgydende, men at Franzen hører til i dette selskab, sætter han endnu en fuldfed streg under med »Freedom«, som forventes at udkomme på dansk i foråret 2011.
Og alene bogens titel og tyngde afslører, at den amerikanske darling ikke har skruet ned for ambitionerne. »Freedom« er således en papirblok på 562 sider, hvor tekststørrelsen er lille og afstanden mellem ordene det samme. Men der er ikke ét ark eller bogstav for meget, og som med »The Corrections« drages læseren øjeblikkeligt ind i de uendeligt mange fortællinger og situationer, som udgør den overordnede historie om familien Berglunds opstigen og fald.
Udefra og ind
Bare bogens åbning i St. Paul, Minnesota, er det hele værd. Her introduceres familiemedlemmerne, og man hører om, hvordan det hele er så idyllisk og »nicey-nice«. Om hvordan far Walter hver dag cykler ind på kontoret, hvor han arbejder med miljøbeskyttelse, og om hvordan mor Patty fortæller naboerne, hvor de kan aflevere brugte batterier og i det hele taget svirrer rundt som »en hjælpsom bi«.
Men den tilsyneladende lykke viser sig at være set udefra med naboernes begrænsede udsyn, og siden zoomer bogen umærkeligt ind, og læseren kommer tættere og tættere på familien, alt imens fortællingen skrider fremad og op gennem det nye årtusinde.
En rejse som er lige så fascinerende at følge, som den er trist. Patty er således sin mand utro med hans bedste ven, mens Walter bliver viklet ind i den forurenende kulindustri, og via de historier formulerer bogen et af sine centrale temaer om, hvordan man ved at træffe forkerte valg sætter begsorte mærker på sin samvittighed - og om hvordan det i USA, der sværger til frihed og selvrealisering, er nemmere end nogensinde at begå disse uslettelige fejl.
Drøje sager, javel, men så pokkers præcist og også stærkt vedkommende for en dansker anno 2010, der jo dyrker det samme værdisæt som amerikanerne og bevæges af de samme sager som personerne i Franzens roman: Forurening, Irak-krig og de teknologiske landvindinger, som hele tiden ændrer måden, hvorpå vi kommunikerer - mail, sms und so weiter.
Fuldendt form
»Freedom« kunne være endt som en moraliserende affære eller som en kynisk udstilling af mennesker i krise, men ingen af delene sker. I stedet skriver Franzen alle sine karakterer frem med afrundet og dyb psykologisk indsigt, og det er én af grundene til, at romanen er så fabelagtig.
To andre er sproget og fortælleformen, som ubesværet løfter det tunge stof, og leder tankerne mod to beslægtede mestre.
For det første mod Philip Roth, der i »American Pastoral« udfolder sin historie med samme flittige brug af historiske begivenheder - og mon ikke Joey, den masturbationsbesatte søn i »Freedom«, er en hilsen til ham og hans »Portnoy's Complaint«.
For det andet synes F. Scott Fitzgerald at spille med, og særligt på det sproglige plan, hvor Franzen benytter sig af samme svale, præcist registrerende stil som i eksempelvis »The Great Gatsby«.
»Der var en sukken i træerne, en efterårets stemme som aldrig var langt borte i Minnesota«, lyder det et sted, og det er alt sammen så forbandet godt gjort og så rasende vedkommende. Ja, tekst, tone og tematik indgår faktisk i så fuldendt en form, at - tør man sige det - »Freedom« skriver sig direkte ind i verdenslitteraturen.
Med eller uden præsidentens hjælp.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten