4. november 2007, 03:00

Mandag i sidste uge blev jeg bankmand. A la Nobelpris-tageren Muhammad Yunus og hans Grameen Bank – uden anden sammenligning i øvrigt. Titlen var i hus på to minutter trods min åbenlyse mangel på både økonomisk snilde og en efteruddannelse som elev i Nordea. Det eneste, det krævede, var hjertet på det rette sted, et par klik med musen og en kreditkort-overførsel på 50 dollar.

Jeg er, sagt med et super moderne ord, blevet »microfinancer« eller forretningspartner, om man vil, for den spinkle 31-årige Mrs. Nuon Chrip i Cambodia. Hun laver desserter, som hun sælger på det lokale marked i Kampong Cham-provinsen. Det indbringer hende 3,30 dollar om dagen, og sammen med sin mands indkomst som arbejder tjener de kun lige nok til at kunne holde skindet på næserne.

Men det kan jeg med mit mikrolån på 25 dollar være med til at ændre på. Nuon Chip mener nemlig, at hun med et samlet lån på 800 dollar kan vende sin tilværelse. Købe sig et stykke land, hvor hun og hendes mand kan dyrke grønsager og skabe et ordentligt liv for deres to børn. Derudover vil pengene række til, at hun kan købe nye, spændende ingredienser til sine desserter, så smagssortimentet – og dermed salget og indtjeningen – bliver større.

Et andet sted i verden, i Peru, sidder min anden lånetager, Norma Cecilia Sanchez Hilario. Hun sælger morgenmad fra en lille skrøbelig bod på markedet, mens hun drømmer om at få råd til at etablere sig som dør-til-dør tøjsælger. Det mener hun et lån på i alt 450 dollar kan realisere. Jeg har også lånt hende 25 dollar.

Begge »mine« globale iværksættere har jeg fundet og udvalgt på hjemmesiden www.kiva.org, der blot er en af flere organisationer på nettet, der har taget begrebet mikrokredit eller mikrolån til sig. Det specielle ved kiva.org er, at den over internettet formidler mikrolån direkte mellem privatpersoner og iværksættere rundt i verden, der er for fattige til, at traditionelle banker vil røre dem. Med enkelte klik på musen sender man således et lånebeløb afsted på kiva.org, der gennem et lokalt mikrokreditinstitut får lånet helt ud til lånetagerne. Hver iværksætter har sat en tilbagebetalingsfrist på typisk seks til 18 måneder. Renten er nul procent, og hver måned vil jeg modtage et afdrag og en lille rapport på e-mail fra min lånetager om, hvordan det går.

Allerede en dag efter min debut som online-mikrofinancer havde mine to lånetagere fået rejst hele det ønskede lånebeløb med hjælp fra andre private »bankmænd«, og jeg rangerer nu som deres forretningspartner sammen med bl.a. Tobi fra Berchtesgaden i Tyskland, en Helena og en George. Profilerne af lånerne ligger på hjemmesiden, så man kan få en fornemmelse af, hvem man »arbejder« sammen med i denne globale online penge-udveksling i mikrostørrelse.

Det sværeste som autodidakt »bankmand« er at udvælge de iværksættere, man ønsker at støtte. På kiva.org er der op til 100 projekter i gang, hvor man som vestlig velbemidlet uden at blinke sagtens kunne støtte dem alle. De er lige kvalificerede, lige fattige, lige sat uden for traditionelle bankers rækkevidde.

Derfor er det små marginaler, der afgør, hvem de »heldige« skal være. Hvad er det, der trigger ens velgørende hjerte? Jeg valgte f.eks. Nuon Chip, fordi hun ser så spinkel ud på billedet. Og fordi hendes ønske om at kunne købe ingredienser til sine desserter synes så rørende beskedent, at det næsten gør ondt. Desuden har hun jo så også lige de der to små børn, som det ville være stort at bidrage til at give et bedre liv. Med Norma Cecilia Sanchez Hilario er jeg mindre bevidst om valget. Måske var det sætningen om, at hun på sigt gerne vil have penge til at kunne etablere et hjem sammen med sin kæreste, der udløste mit klik. For mig noget nær en menneskeret at bede om kapital til.

Kiva.org er blot en af flere nyere hjemmesider, der tilbyder private personer som jeg at blive mikrolån-giver til fattige iværksættere i specielt udviklingslandene. Fænomenet kaldes »social lending«, der ligger i et krydsfelt mellem velgørenhed, investering og hjælp til selvhjælp. Man giver ikke i gængs forstand velgørenheds donationer – man låner penge ud, som man får igen.

»Denne form for mikrolån mellem private på nettet kan blive meget stort. Det har et kæmpepotentiale, fordi folk kan målrette deres »støtte« helt ned til den enkelte iværksætter. Det er ikke som at give en donation til et velgørende formål, hvor man ikke helt ved, hvad pengene går til. Omkostningerne er også meget små, fordi man gennem bl.a. PayPal kun betaler et meget lille gebyr for at lave pengeoverførslen, som så internet- organisationen formidler videre til et lokalt mikrokredit-institut,« siger Lars Bo Jeppesen, der er lektor på Copenhagen Business School, og som har kigget nærmere på fænomenet, som han betegner som »en voksende tendens«.

»Det har specielt stort potentiale, hvis der er en rente på lånene, så folk kan investere sine penge i iværksætter-projekterne. Hos kiva.org er der et stort element af velgørenhed i det, fordi renten er nul. Det gør, at det overvejende tiltrækker folk, der giver penge til velgørenhed. Hvis man derimod også kan få et afkast af sit lån, vil det appellere til mange flere,« siger Lars Bo Jeppesen.

Hos kiva.org tjener man som sagt ikke på det i og med, at renten er nul procent. Det samme gør sig gældende på den nyåbende www.microplace.com, der er ejet af eBay, mens den danske pendant www.myc4.com kalder sine mikroudlånere-investorer. Filosofien bag sitet er, at forretning og investeringer i Afrika kan være med til at udrydde fattigdommen. Som investor skal man selv fastsætte en rente, der kan ligge et sted mellem to og 50 procent. Det vil sige, at man faktisk kan få et afkast af sine udlånte penge.

Uanset om man vælger velgørende bankmand eller investor modellen, så har hjemmesiderne i deres korte levetid oplevet en stigende interesse for deres bud på, hvordan verdens fattigdom kan udryddes. Siden ngo-sitet kiva.org blev grundlagt i 2005 af ægteparret og ildsjælene Matt og Jessica Flannery har hjemmesiden formidlet mikrolån for over 14 millioner dollar fordelt mellem 137.269 private udlånere i 50 lande. Det tager i gennemsnit en dag at få rejst et lån til en iværksætter og kiva.org melder, at antallet af långivere stiger dag for dag.

»Uanset alder og social status, så bliver vi i Vesten mere og mere bevidste om, at vi er nødt til at fokusere på hjælp til selvhjælp løsninger, hvis vi skal verdens fattigdom til livs. Kiva.org er et supplement til traditionelle donationer, fordi et lån til en iværksætter kan være med til at bygge en virksomhed op lokalt, der sætter gang i produktionen, skaber arbejdspladser og et pengeflow lokalt, lang tid efter lånet er betalt tilbage. Samtidig gør et lån det muligt for den fattige selv at tage styring over sit liv, til selv at arbejde sig ud af fattigdommen, hvilket giver værdighed, stolthed og selvtillid,« siger Fiona Ramsey, PR-ansvarlig hos kiva.org, der har hovedsæde i San Francisco.

Også hos myc4.com i København, der har været i luften siden november sidste år, har interessen været markant stigende fra både private og virksomheder. Der er lige nu investeret cirka tre millioner kroner på sitet – mere end tre gange flere end for blot halvanden måned siden. Faktisk har myc4.com lige nu svært ved at finde iværksætterprojekter nok til at klare efterspørgslen.

Cirka 750 af de i alt 1000 investorer er privatpersoner som bl.a. troubaduren Poul Krebs, der også kan tilføje »mikro-bankmand« på visitkortet. Myc4.com adskiller sig yderligere fra kiva.org og microplace.com ved også at være platform for vidensdeling og rådgivning mellem investorer og iværksættere. Derudover kan investorer lige nu kun investere i Afrika.

»Folk kan se, at de her kan gøre en forskel. Det er meningsfyldt, fordi man kan følge sine penge og se, at det virker. Man kommer i direkte kontakt med den, man støtter og kan dele både erfaringer og viden. Samtidig er der en stigende tendens til sådan en wisdom of the crowds – en bevidsthed i samfundet om, at bl.a. forretning, investeringer og viden er et stærkt værktøj til at nedbryde fattigdom,« siger en af myc4.com’s grundlæggere og adm. direktør, Mads Kjær.

Og det batter – i hvert fald lokalt, på mikroplan. På hjemmesiderne kan man læse om iværksættere, der har fået mikrolån, og hvad de har opnået ved det. Som Frank Metebi, der med et lån på 170 euro til køb af nye tasker har fået sin handel med tasker på det lokale marked i Uganda så godt op at køre, at han nu har ansøgt om et nyt lån på myc4.com, så han kan udvide sin forretning med endnu en stand på markedet.

Men også mere makroøkonomisk mener flere eksperter inden for mikrofinansiering, at det kan være med til at udrydde verdens fattigdom, hvis fænomenet får stor udbredelse. Det har den tidligere præsident Bill Clinton talt meget om på bl.a. Fox News, hvor han netop trak kiva.org frem som et eksempel på et redskab, der hvis mange bække små bliver til å, faktisk kan ændre livsvilkårene for mange fattige mennesker.

Mere end nogen anden har Nobelpris-tageren Muhammad Yunus dog bevist mikrofinanserings positivive effekt. Med sin Grameen Banks mikrokreditter til fattige kvinder i Bangladesh har han formået at løfte millioner ud af fattigdom. Bankens lån er nok kun i gennemsnit på 130 dollar, men når de lægges sammen, har banken på et år udlånt i alt en milliard dollar, der generer vækst i økonomien langt udover lånetagernes lokal- område.

Det er også primært hans ideer, som hjemmesiderne er inspireret af.

»Der er faktisk meget lidt dårligt at sige om hjemmesiderne, der formidler mikrokreditter online. Risikoen for private, der giver et lån, er meget lille. Det værste, der kan ske, er at man ikke får sine penge igen. Men de fleste herhjemme har råd til at miste 50 dollar,« siger Lars Bo Jeppesen.

Faktisk kan de to online mikrolåns-formidlere, som M/S har talt med, fremvise statistikker, der fortæller om tilbagebetalingsprocenter på næsten 100. Det sker altså sjældent, at en iværksætter går konkurs, lyver eller snyder og derfor ikke betaler lånet tilbage.

Den eneste mislyd, der måske kunne være, er af den etiske slags. Er det okay at investere i velgørenhed? At tjene på den gode gerning? Noget for noget velgørenhed?

»For mig gør man blot sin samfundspligt. Vi har alle et ansvar for fattigdommen, og det handler vel om, at vi skal gøre noget aktivt for at komme den til livs. Investering er en måde, fordi det skaber bæredygtighed. Og det kan vi alle blive enige om er en god idé,« lyder det fra Mads Kjær.

Og det er da heller ikke sådan, at de velgørende organisationer sidder og sige »uhha«. Faktisk lancerer AIDS- Fondet til december en slags pendant til kiva.org, hvor man kan gå ind og støtte forskellige projekter med et mikrolån. Forskellen er dog, at man ikke selv får pengene tilbage. De ryger i stedet tilbage til puljen, hvor de kan komme nye iværksættere til gavn. AIDS-Fondet projekter er rettet mod grupper i verden, der udover fattigdom er specielt udsatte for hiv-smitte.

Den mikrolåns-tanke er også del af AIDS-støttekoncerten »Musik mod AIDS« i Store Vega den 12. januar, hvor billetterne er »lånebeviser«. To billetter af 250 kr. finansierer et mikrolån og går til en kvinde i Nairobis slumkvarter, som får mulighed for at starte egen virksomhed. Det kan betyde, at hun kan forsørge sig selv, sine børn og dermed komme ud af ekstrem fattigdom og risiko for hiv og aids.

»Det kan nok bedst beskrives som mikrolån pakket ind i udviklingsbistand. Vi prøver den model af nu, fordi vi kan se, at det er et godt supplement til de traditionelle donationer,« siger Ida Brix Olesen, presseansvarlig i AIDS-Fondet.

I stedet for at give sin bedste ven et gavekort til jul på, at han eller hun har givet en fattig bonde i Malawi en ged, så skal man altså give et lånebevis... et mikrolånebevis.