Hun sidder foran gravstenen med blikket rettet stift mod den. Hendes hår dækker lidt af ansigtet, men den gule aftensol giver genskær og blotter tårerne, som løber ned langs næsen. Sådan bliver hun siddende i fem minutter. Helt stille til ære for Andreas.
Han var den ene søn, hun aldrig fik. Nu er han død. Hun mistede ham, og han mistede livet. Han døde ligesom 76 andre for præcis et år siden, da én mand vendte op og ned på alt i Norge. Lørdag morgen stod tragediens omfang klart. En bølge af sorg strømmede over landet. “Aldrig mere 22. juli”, sagde statsminister Jens Stoltenberg i en af sine efterfølgende taler, men dagen vil aldrig blive glemt. Angrebet ramte ikke blot regeringskvarteret og de unge politikere på Utøya. Det var et angreb mod kærligheden, mod trygheden, mod ungdommen. Mod alt det, en lille nation som Norge bygger på.
Nu er der gået et år. I dag mindes Norge sine døde; dem, der overlevede, dem, der kæmpede, dem, der ringede forgæves og dem, der græd. Berlingske fortæller her historien en gruppe mennesker, der oplevede 22. juli på tætteste hold.
