27. januar 2011, 09:03 – opdateret 27. januar 2011, 09:11

Christina har søgt og fundet svar på livets store spørgsmål. Om Gud, kærligheden og livet. Men hun aner ikke, hvad der skal ske på søndag.

»Hver gang jeg lægger en plan, går det skævt. Eller også når jeg bare ikke derhen, hvor jeg troede. Men min religion siger: Alt, der sker, står skrevet. Så hvorfor egentlig bekymre sig. Jeg tager, hvad der kommer, og vi lever jo heldigvis i et samfund, hvor det aldrig er for sent.«

Christina Palshøj Schultz er 24 år. Hun var lige fyldt 17, da hun lod sig vie af en imam i sine svigerforældres dagligstue. Nu er hun skilt. I sit hjerte er hun stadig muslim, men hun er ikke praktiserende. Hun har lagt tørklædet. Lige nu kan hun ikke honorere islams høje krav. Hun har brug for tid og frihed til at finde sig selv. At møde andre mennesker bare som Christina. At gå lidt ud.

Hendes barndom var omtumlet, hun er vokset op med vold i hjemmet. Sin rigtige far har hun aldrig kendt. Manden, hun kaldte far, var mormonpræst.

»Vi gik i kirke hver søndag, jeg havde kjole på, mændene kom i jakkesæt, og mænd og kvinder holdt sig hver for sig. Hvis der kom vold eller sex i fjernsynet, skulle man skifte kanal, og når der kom missionærer, skyndte mine forældre sig at fjerne cigaretter og spiritus. Det var et tæt samfund, men jeg følte mig ikke som en del af fællesskabet. Jeg fik det billede, at Gud ikke synes, vi er gode nok som mennesker. Du skulle leve i en lille papkasse, hvorfra du forskræmt kiggede ud på verden. Det kunne jeg ikke holde ud, jeg kunne ikke leve som en mus.«

Christina fik diagnosen DAMP, da hun var lille. I skolen havde hun svært ved at sidde stille, og da hun blev ældre, begyndte hun at ryge hash.

Hun blev forelsket i islam

Men så tabte hun sit hjerte til en muslimsk dreng. Det eneste, hun ønskede, var at være sammen med ham. Hun begyndte at lære sig arabisk og læse koranen.

»Jeg blev forelsket i islam. Den renhed, den måde, man lever på. Du holder op med at bande, drikke og med at gå ud og lave dårlig ting. Hvis man lever rigtigt efter islam, har man det godt indvendigt og udvendigt.«

Hun blev tættere og tættere med kærestens mor, og en dag satte familien ham stolen for døren: Hvis han skulle være kæreste med Christina, skulle de giftes. Han havde egentlig ikke lyst – hun derimod var henrykt. Det skulle være de to. Altid.

Hendes forældre vidste intet – de var i udlandet – da hun i september 2003 tog sit pæneste tøj på og satte sig ved siden af sin kæreste på to stole i svigerforældrenes lejlighed. Forinden havde de aftalt en medgift. 2.000 kroner og en ring. De var jo unge og havde ikke mange penge. Christina var lige fyldt 17 år, han var 19.

»Det var meningen, det skulle være sket dagen forinden. Vi kunne ikke få fat i imamen, han aflyste, så vi sendte vidnerne hjem. Det var blevet sent, henad 23-tiden, da han kom alligevel. Vi skulle sige forskellige ting, jeg forstod noget af det, min kæreste forklarede resten. Jeg var slet ikke i tvivl. Det skulle bare være ham. Og vi kunne lige så godt gøre det »halal« (rigtigt, red.) i stedet for »haram« (forbudt). Vi var ti mennesker, vi spiste god mad, fik sukkerkager og slik. Det jeg husker allerbedst fra den dag var, at vi i månedsvis havde sovet i hver sit værelse. Der var en låst dør imellem os. Den aften kom min svigermor med nøglen til døren til os. Det kunne jeg ikke lade være med at elske hende for.«

Men for Christina fik vielsen store konsekvenser. Farens familie slog hånden af hende.

»Jeg har mødt nogle af dem i min bank. Jeg holdt døren for dem, de gik bare forbi mig uden at mæle et ord. De opførte sig som fremmede.«

Manden ville skilles

Mens Christina, der begyndte at bære tørklæde, fik et tæt forhold til sin svigermor, gled hun længere og længere fra sin kæreste. Samtidig isolerede hun sig mere og mere socialt.

»Jeg holdt op med at være et individ, jeg levede for min mand.«

Hun fandt ud af, at hendes mand ikke var hende tro. Efter seks års ægteskab ville hun skilles. Hun havde altid ønsket sig en tatovering, men det havde han nægtet hende. Derfor fandt hun nu en tatovør. Ved sit bryst og ned over sin mave fik hun tatoveret en rosenbusk. Én blomst var død, en ny knop var ved at springe ud. Det var hendes måde at sige til ham, at det var forbi. Men for at blive skilt måtte han sige ordene tre gange. Han sagde dem to gange – så blev hun alligevel i tvivl, og hun bønfaldt ham om ikke at sige det tredje gang eller i det mindste vente lidt. To måneder efter var hun klar. Denne gang ringede hun til ham og bad ham sige ordene tredje gang.

»Jeg tog hul på et nyt kapitel af mit liv. Men det var svært. Jeg forsøgte at tage mit liv ved at spise ca. 150 piller. Jeg blev vækket af et telefonopkald fra en studievejleder, der ringede og spurgte, hvorfor jeg var blevet væk fra en aftale. Jeg fik mavesår og skader på min lever. Det er det mest smertefulde i mit liv. Men jeg er videre i dag. Han har mistet al betydning i mit liv. Han svarer slet ikke til det glansbillede, jeg havde af ham. Hans mening var lov, jeg havde ikke min egen mening. Det har jeg i dag.«

Christina Palshøj Schultz bor hos sin mor. Hun har ikke noget arbejde lige nu, og hun har aldrig taget en uddannelse. Hun aner ikke, hvad hun vil. Men hun har en ambition:

»Jeg ville gerne være et individ og ikke bare en flyder. Det hører med til at være voksen, synes jeg, men jeg har ikke været så god til at finde min kerne. Det var også derfor, jeg blev så glad for islam. Det var her, jeg skulle søge information, svar og accept.«

Hun fortryder, at hun blev gift, uden at hendes mor var til stede.

»Det er en sorg for både mig og hende. Min mor græd af glæde, den dag jeg slap ham. Islam fortæller os, man skal elske sine forældre. Derfor var det forkert, at hun ikke var der.«