Politikere fra højre til venstre i Folketinget er chokerede over afsløringen af de tætte kontakter mellem ROJ TV og terrorgruppen PKK. Justitsminister Lars Barfoed afkræves svar.
23. maj 2010, 09:47
Justitsminister Lars Barfoed (K) skal nu stå skoleret i Folketingets retsudvalg, efter Berlingske Tidendes afsløringer af politiets nøl i sagen mod ROJ TV.
Politiets nøglevidne i sagen mod ROJ TV er i mere end et år blevet holdt hen. Den tidligere direktør Manouchehr Zonoozi har tilbudt at vidne og spurgt om beskyttelse hos politiet, men intet er sket.
I dag står han frem i Berlingske Tidende og fortæller om de tætte forbindelser mellem danskbaserede ROJ TV og den kurdiske terrorgruppe PKK.
DF: Sætter de danske myndigheder i et dårligt lys
Formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), er bestyrtet over, at politiet har kendt til forbindelserne mellem ROJ TV og PKK i mere end et år.
»Vi vil tage det op med Justitsministeren for at få klar besked om hvad der er sket med de her oplysninger. Alle har ledt efter en sammenhæng mellem ROJ TV og PKK, og når man nu har beviser, så kan man undre sig over, at de beviser ikke har ført til, at sagen er kommet videre og har fået konsekvenser,« siger Peter Skaarup.
Han peger på, at Civilstyrelsen i marts indrømmede klare fejl i sagsbehandlingen i forbindelse med millionstøtte fra en dansk fond til ROJ TV. Nu sætter politiets tøven atter de danske myndigheder i et dårligt lys i sagen.
Billedserie: Se de eksplosive billeder fra ROJ-direktørens rejse til PKK-lejren
Tema: Læs alt om ROJ TV og den kurdiske forbindelse
»Man kunne godt få den tanke, at det ikke er tilfældigheder, når der sådan set systematisk har været fejl og mangler i de her to sager med først Civilstyrelsen og nu politiet,« siger Peter Skaarup og tilføjer:
»Det er aldrig rart hvis uafhængige myndigheder som Civilstyrelsen og politiet kan mistænkes for at være en del af et uvist politisk spil i forhold til PKK og Tyrkiet. Der bør aldrig være en sammenhæng, hvor storpolitik blokerer for, at man stopper den slags aktiviteter.«
Også Venstre retsordfører Kim Andersen forventer en orientering:
- Som det fremstår, så er der muligvis nye beviser i sagen mellem ROJ TV og Danmark, siger han til Ritzau.
- Hvis det er rigtigt - og det er rigtigt, at politiet ligger inde med disse beviser - så vil det være rimeligt, at vi får en orientering om det. Og det forventer jeg også, at vi får, siger Kim Andersen.
Læs også: Da ROJ TV gik i bjergene
Læs også: Alt om ROJ TV-sagen
Dagens afsløringer i Berlingske Tidende får endvidere Dansk Folkeparti til at afkræve ministeren et svar om hvordan Zonoozi bliver beskyttet.
»Vi vil kræve et svar hos Justitsministeren på hvordan man har tænkt sig at beskytte kilden til de nødvendige beviser mod mulige repressalier,« siger Peter Skaarup.
Allerede nu har politiet dog skærpet sikkerheden omkring Zonoozi af frygt for reaktionerne.
S: Tyder på ugler i mosen
Men det er ikke kun hos Venstre og regeringens støtteparti, at sagen vækker opsigt. Også hos oppositionen i Folketinget er der bestyrtelse over sagen.
»Det her må kræve nogle meget gode svar fra Justitsministeren. Hvis politiet har haft kendskab til det her i et år, så må man spørge hvorfor de ikke har gjort noget. Det må man bede om en forklaring på,« siger Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup.
Dokumentation: Se flere billeder
Deltag i debatten: Skal Danmark smide ROJ TV ud?
I forbindelse med Berlingske Tidendes afdækning af Civilstyrelsens nølen i forbindelse med millionstøtten til ROJ TV krævede hun en uvildig undersøgelse af sagen hos Justitsminister Lars Barfoed (K). Han afviste dog kravet.
»Men hvis det nu kan dokumenteres, at politiet har været vidende om det her, så understreger det, at der er behov for en tilbundsgående undersøgelse af hele området. Hvad skyldes det, at man har dækket over det? Vi hverken kan eller skal se gennem fingre med det her. Det virker som om, der er nogle ugler i mosen her, som skal frem i lyset,« påpeger Karen Hækkerup.
SF’s retsordfører Karina Lorentzen vil afkræve ministeren en redegørelse på hele sagen mod ROJ TV.
»Vi er meget opmærksomme på i Danmark at bekæmpe terrorisme, så det er jo ikke noget heldigt signal at sende, at vi ikke tager os ordentligt af denne her sag. Der har været meget opmærksomhed om sagen, og der var hele sagen om Civilstyrelsen, der havde begået klare fejl. Så det efterlader da bestemt ikke de skønneste billede udadtil,« konstaterer hun.
Justitsminister Lars Barfoed (K) ønsker ikke at kommentere sagen.



































