Berlingske mener

Vort fly i Mali

Den franskledede kamp mod islamister i Mali har af mange gode grunde fået omtrent enstemmig opbakning i Folketinget. Eneste parti, der ikke kunne støtte udsendelsen af et dansk transportfly som hjælp til den franske styrke i Mali, var Enhedslisten.

Partiet, der for et par år siden i en uges tid nærmest ved en fejl kom til at støtte bombekrigen mod Gaddafi i Libyen, er nu atter til at genkende som et parti af kujoner, der ikke tør tage ansvar, selv ikke for at vælge side i en af de mest klare væbnede konflikter, der er set siden Anden Verdenskrig. Hundredetusinder er på flugt fra militante islamister og morderiske banditter, som er fordrevet fra Algeriet og som nu etablerer sig i en svækket stat. FN og landets præsident har bedt om hjælp, hvilket Enhedslisten altså nægter dem, mens partiet skjuler sin frygt for at handle bag tåger af snak om forhandlinger.

Heldigvis har Folketingets store flertal ikke tøvet, og det har der heller ikke været grund til. Det danske fly bliver selvfølgelig kun et lille hjul i det maskineri, der skal til for at sikre Mali, Afrika og resten af verden mod fremkomsten af en ny terrorrede i Vestafrika. Men signalet er vigtigt. Når et af Europas mindste lande omgående sender et bidrag, øger det presset på de større lande for også at bidrage.

Man kan med god ret hævde, at det er lettere for folketinget at sige ja til et transportfly end til at sende tropper på jorden, som løber en betydelig større risiko for at komme noget til. Et moderne transportfly med det bedste selvbeskyttelsesudstyr er desuden en kapacitet, som er efterspurgt på de kanter. Endelig har det danske bidrag til Mali den store fordel, at det som sikkerhedspolitisk forsker Mikkel Vedby Rasmussen har påpeget kan tage derfra lige så hurtigt som et Herkulesfly kan lette, hvilket er ganske kvikt. Rart at vide, hvis noget skulle gå helt galt.

Men at det er lettere at sige ja til Mali end det var at sige ja til Irak og Afghanistan, ændrer ikke ved opgavens vigtighed og betydningen af dansk deltagelse. SF, der tidligere havde Enhedslistens rolle som ansvarsløst parti, har som regeringsparti forstået betydningen af, at Danmark bidrager med sin del til verdens sikkerhed. Mali rækker desuden videre end til den konkrete kamp mod terrorisme. Mali er også en prøve på, om Europa formår at samle tilstrækkelige, forenede kræfter til at føre den væbnede konflikt igennem til en situation, hvor Mali selv kan håndtere sin sikkerhed. USA er som bekendt ved at reducere sit engagement i Europa, og den krigstrætte stormagt har efter alt at dømme absolut ikke til hensigt at engagere sig i større konflikter med tropper hverken i Afrika eller andre steder, når Afghanistan er slut. Europa bliver nødt til at mobilisere vilje til at samarbejde mere og mere forpligtende, og Mali illustrerer, hvorfor sådan et forpligtende europæisk samarbejde er nødvendigt.

Netop disse emner er til diskussion i NATO i disse år, hvor generalsekretær Anders Fogh Rasmussen arbejder for at få medlemslandene til at samarbejde mere og mere forpligtende om fælles kapaciteter, kaldet »smart defense«, for at få mere forsvar for færre penge. Det er i høj grad i Danmarks interesse, at bestræbelserne for ordnede globale forhold lykkes. Også derfor er vort fly i Mali vigtigt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.