Et af de mere kuriøse debatemner i ugens første dage har været historien om feltpræsterne i Afghanistan, som ifølge DR Nyheders fremstilling giver den i rollen som Herrens stridsmænd, der opildner danske soldater til at drage i felten som moderne korsfarere.
17. januar 2012, 22:30
Som illustration viste DR Nyheder som sin tophistorie søndag aften en video med en feltpræst, som lyser velsignelsen over soldaterne i nogle køretøjer, hvorpå han gør et V-tegn, banker sig et par gange med knyttet hånd på brystet og afslutter med et »Vi ses derhjemme, drenge«.
Til biskopperne er blot at sige: Vorherre bevare os for at have den slags medløbere som chefer for feltpræster, hvis indsats synes væsentlig mere ægte end biskoppernes.
– Berlingske Mener
Historien problematiseres af en soldat, som mener, at feltpræsterne eftergør en ridderhilsen i form af knytnæven mod brystet og dermed gør sig til krigsophidsere fremfor sjælesørgere. Derpå lykkedes det at få Viborgs biskop til at forarges og Københavns biskop til at bebude et indgreb mod korsfarermentaliteten i Afghanistan, fordi nogen har bildt ham ind, at feltpræsternes velsignelse »motiverer soldaterne til krig«.
Inden vi nu segner af forargelse over, at præsterne i felten »er blevet så inficeret af ti års dansk værdikamp og forherligelse af Danmark som krigsnation«, som Politiken udtrykker det, er det klogt lige at suge luft ind. Nogle fakta: Videoen med feltpræsten og de forbudte bank i brystet er i hvert fald to år gammel. Den velsignelse af soldater inden afgangen på patrulje, som har været praktiseret i adskillige år, foregår normalt med mindre armbevægelser og uden ridderslag eller V-tegn. Tværtimod er velsignelsen oftest en ganske stilfærdig og rørende lille ceremoni, som helt åbenlyst har meget stor betydning for de unge soldater på vej ud af porten. Det er unge mennesker, som trods deres image som soldater føler frygt for opgaven og for at svigte deres kammerater, hvis det kommer til kamp. Det er unge mennesker, som sjældent sætter deres ben i en tryg dansk folkekirke, men som søger det ekstra mod, som præstens velsignelse sammen med deres kammerater giver dem. De får sørme også et håndtryk med på vejen derud.
Tænk, det forekommer ganske ofte, at nogle af de unge soldater lader sig døbe undervejs - foran kammerater og af en præst, som de har tillid til og som kender dem og deres tanker. Som er med dem hele vejen.
Man man kan undre sig over, på hvilket grundlag biskopper fra deres studerekammer i København eller Viborg vil være bekendt at udtale sig om feltpræsternes arbejde. Efter deres udtalelser at dømme er der ikke en eneste af dem, der har sat fod ved forposterne i Afghanistan. Hvis der er noget sted på kloden, hvor den danske folkekirke gør gavn for sin menighed, er det i Afghanistan, hvor også de udsendte frivillige på KFUMs soldaterhjem i Camp Bastion og Camp Price gør en ubetalelig indsats for soldaterne.
Forhåbentlig formår feltpræsterne at ryste denne sag af sig som det, den er: biskoppernes medløb til en historie, der er komplet ude af proportion og fuldstændig skæv i forhold til virkeligheden i Afghanistan. Og til biskopperne er blot at sige: Vorherre bevare os for at have den slags medløbere som chefer for feltpræster, hvis indsats synes væsentlig mere ægte end biskoppernes.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten