7. februar 2012, 22:30

I hvert fald har Venstre meddelt, at partiet nu agter at gå i realitetsforhandlinger om et energiforlig med regeringen. Venstres vilje til forlig kommer efter et lidt uforståeligt forløb, hvor partiet først sagde nej og nu alligevel siger ja til at forhandle om en ramme på 3,9 milliarder kroner til energiinvesteringer - en ramme, der er tæt på den tidligere regerings eget udspil om 3,6 milliarder kroner til mere grøn energi.

Den indledende afvisning førte til spekulationer om Venstre havde tænkt sig at overtage SFs rolle i den politiske hængekøje og dermed overlade taktstokken i dansk politik til det, som Enhedslisten og den røde regering kunne blive enige om. Men sådan ser det heldigvis ikke ud til at skulle gå. Hængekøje og visnepolitik kan de borgerlige vælgere selvsagt ikke være tjent med.

Styrende for Venstres og for de øvrige borgerlige partiers samarbejde med regeringen må være politikkens indhold. Når det er muligt at trække Danmark i borgerlig retning, skal oppositionen gøre alt hvad den formår for at presse regeringen. I energiforhandlingerne er det på forhånd lykkedes at reducere størrelsen af nye afgifter ganske betragteligt, og med lidt god vilje kan man også blive enige om at udfylde rammen, så danskerne får mest mulig energi og flest mulige arbejdspladser ud af investeringen. Et andet, oplagt forlig lykkedes det i går at indgå om jernbanerne, hvor Venstres indledende nej blev udskiftet til et ja til elektrificering af jernbanen fra Lunderskov til Esbjerg. Det vil frigøre hårdt tiltrængte dieseltog til det øvrige land. Forliget bør i øvrigt følges op af elektrificering af resten af landet så hurtigt som muligt. Det kan kun gå for langsomt.

Venstres afsked med hængekøjen skal selvfølgelig ikke betyde, at oppositionen fra nu skal sige ja til al regeringens politik fratrukket 10 procent. Når det kommer til forhandlinger om reform af førtidspension og til skattereform, skal oppositionen holde ufravigeligt fast i, at reformer skal belønne det arbejdende mindretal. Antallet af personer på offentlig forsørgelse må og skal blive mindre, og det skal ske ved at gøre det mere tillokkende at arbejde.

For Venstre betyder samarbejde og kompromisser med regeringen selvfølgelig en risiko for kritik fra egne vælgere. For regeringen er samarbejdet bestemt heller ikke uproblematisk, eftersom den havde lovet sine vælgere rød politik og millionærskat, som nu fortoner sig endnu længere bort i glemslens dis. Samtidig skal regeringen balancere i forholdet til Enhedslisten, som vil øge kritikken mod regeringen men som samtidig ikke må blive så sure, at deres rolle som regeringens parlamentariske grundlag trues.

Men i første omgang gælder det energiaftalen. Jo mere markedsmekanisme og jo færre afgifter, jo bedre. Og sikring af virksomhedernes konkurrenceevne må blive afgørende når det endelige ja eller nej til forlig skal besluttes.