Leder

USAs virkelige krise

Det er højst usædvanligt, at begge sider i amerikansk politik indrømmer, at det politiske system og især lovgivningsprocessen ikke fungerer, og at begge partier bærer et lige stort ansvar for miseren.

Denne epokegørende indrømmelse kom forleden. Først sagde USAs præsident Barack Obama i sin traditionsrige tale til nationen, at det politiske system ikke fungerer. Han beklagede, at han ikke havde været bedre i stand til at bygge bro over de politiske modsætninger i den tid, han har været præsident. Få timer senere fulgte Republikanerne trop, da de holdt deres tale til nationen. Der sagde South Carolinas guvernør, Nikki Hailey, som var den, der holdt partiets lige så traditionelle »modtale«, at Republikanerne har et medansvar for den politiske stilstand, hvor lovgivningsarbejdet er strandet på ulidelige magtkampe i Kongressen.

Det er vist ikke set før, at begge partier samtidig indrømmer fejl. Baggrunden er også dyster. Der er reelt ikke lovgivet i de store spørgsmål siden 2009, og Kongressen har i realiteten været handlingslammet alt for længe. Det forklarer også, hvorfor den amerikanske valgkamp i øjeblikket ser ud, som den gør med protestpolitikere, der vinder jordskredssejre i meningsmålinger.

Amerikanerne er frustreret over det manglende politiske samarbejde. Vreden rettes mod begge partier, som i alt for lang tid ikke har samarbejdet om lovgivningsarbejdet. Der har alt for længe været åben krig mellem Demokraterne og Republikanerne. Og nu truer det politiske kaos med at knuse begge partiers etablerede politikere. Det vækker bekymring. Derfor indrømmelserne fra Republikanerne og Demokraterne. Men hvad kommer der så ud af det?

Foreløbig intet. Supermagten er lammet af et langvarigt valg frem til november. Obama har kun 12 måneder tilbage i Det Hvide Hus efter otte år som præsident. På en række områder er det godt, at der snart er vagtskifte for præsidenten, for situationen har alt for længe været fastlåst med en stillingskrig ikke alene mellem de to partier, men også mellem præsidenten og Kongressen. Derfor vil valget til november måske blive det, der kan sætte skub i en ny politisk proces. For det er ikke kun præsidenten, der er på valg. Det er også en stor del af Kongressen.

Stilstanden har sat sig dybe spor, hvilket man kan se af, at en republikansk outsider som milliardæren Donald Trump og Demokraternes Bernie Sanders hver især går fra den ene gode meningsmåling til den anden godt støttet af amerikanere, som er trætte af de såkaldte »etablerede« politikere. Med partiernes bodsgang kan man håbe på, at der er gode kræfter i begge partier, der er begyndt at vågne op, og at fornuften begynder at råde. For amerikanerne behøver et nyt lederskab med friske kræfter. Ikke med outsiderne, som fortsætter med at ødelægge det politiske system. Men med de mange gode kræfter, der trods alt også stiller op, både for Republikanerne og Demokraterne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.