Berlingske Mener

Triers exit

Her er et citat: »Jeg ville virkelig gerne være jøde, og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazi, fordi min familie var tysk, hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse«.

Ordene stammer fra et pressemøde forleden under den igangværende filmfestival i Cannes. De kom ud af munden på den verdenskendte danske filminstruktør Lars von Trier, og der kom flere af samme skuffe ved den lejlighed, og i deres blanding af plathed, forvirrethed og syg humor var de ikke atypiske for deres ophavsmand. Desværre. Selv om Lars von Trier næppe er nazist eller noget, der ligner, er udtalelser af denne art så indlysende stødende, stupide og smagløse, at man ikke bare kan trække på skuldrene over det skete. Man kan derfor kun have sympati for den beslutning, som festivalledelsen traf i går: At erklære Lars von Trier for persona non grata. Exit von Trier.

At samme ledelse i samme ombæring besluttede, at Lars von Triers nye film, »Melancholia«, stadig skal deltage i festivalens officielle konkurrence, kan forekomme paradoksalt. Der er dog snarere tale om en salomonisk løsning, der indikerer, at nok tager vi afstand fra manden, men det kunstværk, han har skabt, lader vi stå. At man på den baggrund risikerer en bizar situation, hvor vinderen af Den Gyldne Palme ikke må være til stede, fordi han har fået forbud mod at være til stede, er en ulempe, man må lære at leve med. Vigtigst er det principielle signal, som festivalledelsens beslutning sender: At man må skelne mellem en kunstner og dennes værk. Fordi kunstneren har tossede meninger eller diverterer med en misforstået form for humor eller i almindelighed opfører sig utilstedeligt, behøver hans eller hendes kunst ikke af den grund at være værdiløs.

Lad os minde om, at historien er fuld af eksempler på politisk tonedøve kunstnere. Fremtrædende forfattere, der, som danske Martin Andersen Nexø, hyldede Stalin. En genial komponist som tyske Karlheinz Stockhausen, der chokerede verden ved, med en ufattelig mangel på omtanke og medfølelse, at kalde terrorangrebet på Twin Towers i New York for det største kunstværk, verden endnu havde set. Eksemplerne er legio, og nogle gange var de pågældende kunstnere tilhængere af totalitære tankegange, andre gange – som i tilfældet Stockhausen – var der »bare« tale om mand, der var blottet for pli og situationsfornemmelse. Fælles for de pågældende kunstnere er, at deres kunst ikke bliver ringere af, hvad de sagde, når de ikke skabte deres kunst.

Om Lars von Triers exit betyder, at han nu for altid bryder med den filmfestival i Cannes, som han har haft et nært personligt forhold til, og som har dyrket ham som den stjerne, han vitterlig er, er det endnu for tidligt at sige. Karlheinz Stockhausens image kom sig aldrig rigtigt efter hans bizarre udtalelser om 9/11. Måske vil samme skæbne overgå Lars von Trier, og det ville være en trist historie. Især for ham selv.

Uanset hvad der kommer til at ske, kan vi stadig, som danskere, tillade os at være stolte over de film, Lars von Trier har skabt. De er skabt af en stor kunstner, og de har allerede skrevet filmhistorie. Det ændrer den syge historie ikke ved.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.